Her mellem jul og nytår har LFR og undertegnede været på et par fugleture:
Mandag den 26-12 2011:
Første tur var mandag den 26-12 2011 (2. juledag), hvor vi tog en rundtur og lagde ud ved Holløse Bredning i Nordsjælland, hvor vi fandt den stationære og eftersøgte Sølvhejre på den modsatte side, set fra Ellemosevej.
Herefter tog vi til Gribskov Midt, nordlige del, hvor vi ligeledes fandt de stationære og eftersøgte Hvidvinget Korsnæb, i alt 5 stk's ved Fuglsangsvej med “trompetkald” og “det hele”!
Videre til Damhussøen, hvor vi eftersøgte den ellers stationære Rødhovedet And, men den fandt vi desværre ikke.
Vi sluttede denne dag af i Kongelunden, hvor Natuglen var PP ved Jægerstien, men den ellers stationære Spurveugle lod sig desværre heller ikke se eller høre.
Men 2 ud af 4 mulige eftersøgte arter er da også meget godt! :)
Torsdag den 29-12 2011:
Næste tur var i dag, torsdag den 29-12 2011, hvor vi tog til Lolland efter Rødhalset Gås der havde opholdt sig her den seneste tid.
Vi fandt ingen gæs overhovedet ved markerne omkring Radsted, hvorfra den senest var set og tog herefter til markerne omkring Vantore, hvor den oftest var set, og her var masser af gæs, både Grågæs, Blisgæs, Kortnæbbede Gæs samt især mange Bramgæs, men vi fandt desværre ikke – trods grundig eftersøgning - den Rødhalsede Gås.
Men her var i øvrigt – ud over de mange gæs – også masser af Sangsvaner på markerne dernede... Samt roer i læssevis!!!
Vi opgav den Rødhalsede Gås og tog så til Hejrede Sø, hvor vi obsede i knap 1 ½ time, og havde bl.a. en rigtig “fed” ad. Vandrefalk der jagede kragefugle og måger med imponerende dyk og vendinger!
Fra fugletårnet spottede jeg i øvrigt en flot ad. han Rødhovedet And!
Vi sluttede af med et kortere besøg ved Maribo Søndersø, men her kom en kraftig haglbyge i den i øvrigt stride sydvestenvind, så vi så ikke meget her...
Pudsigt nok havde vi ikke en eneste Havørn på turen omkring Maribo-søerne, men øvrige obs. fra turen kan ses via. DOFbasen!
De næste par dage op mod nytår skal der bare slappes af, evt. med nogle småture i lokalområdet, indtil den store jagt på årsarter går ind den 1. januar 2012 (!) .
Godt nytår! Godt nytår! Godt nytår! Godt nytår!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar