fredag den 17. oktober 2014

Felttræf Blåvand/Vadehavet oktober 2014


Leif Frederiksen (LFR) og undertegnede (FDE) deltog fra den 12/10-16/10 2014 (uge 42 - efterårsferien)  i felttræffet.
Vejret var ikke helt optimalt, idet det regnede flere af dagene, men der var dog også perioder med opholdsvejr ind imellem, og også dage helt uden regn.
Vi boede på Danhostel Ribe (Ribe Vandrerhjem), og foretog herfra udflugter i både Sønder- Sydvest- og Vestjylland, og besøgte blandt andet også både Rømø og Mandø.
 
                                          Udsigt fra vandrerhjemmet over Ribe By
 
Forplejningen bestod af morgenmad på vandrehjemmet, indkøb af sandwich/wienerbrød, vand mm. på tankstationer, samt aftensmad på forskellige restauranter.
Vi deltog mest 'på sidelinien', men var dog også med i et 'havandekursus' ved Blåvand-/Hvidbjerg Strand, der dog blev ophævet grundet udbredt tåge.
 
Havandekursus, Blåvand-/Hvidbjerg Strand
 
Fuglemæssigt fik jeg ikke selv nogle helt nye krydser, men LFR fik Rosenstær som ny DK-er (tillykke!).
Men jeg fik dog 8 helt nye 'årsarter' og andre rigtig gode oplevelser på turen.
Fik også 'samlet' en del svampearter i de jyske plantager, som er tastet på svampeatlas.dk
En enkelt ny planteart, i form af Djævelsbid, fandt vi på Mandø.
Af pattedyr havde vi bl.a. et Krondyr i billygternes skær omkring Stavnager Plantage.

Fuglene mm. er tastet i DOFbasen, og bedste/udvalgte arter blev Brilleand 1 ad. han ved Blåvand-/Hvidbjerg Strand, en fin oplevelse af 2 Slørugler på hemmeligholdt lokalitet i Sønderjylland, 2 Hvidbrynede Løvsangere, heraf den ene 'ædlet' på Mandø, samt Brun Løvsanger 1 ved Landsende, Rømø.

Andre gode arter var 6 Sølvhejrer ved Rømødæmningen, mange Kortnæbbede Gæs rundt omkring, specielt omkring Filsø, Sort Glente 1 trk. V over Lønborggård/Stavsholm (Lønborggårdtårnet), Enkeltbekkasin 1 of. ved Mandø Låningsvej Vadehavet, Sortgrå Ryle 9 ved Hvidbjerg Strand, Thorshane 1 1k ved Skallingen, Isfugl 1 hørt på Mandø, Bjerglærke 1 trækkende S over Blåvand-/Hvidbjerg Strand, flere Topmejser, Ringdrosler og Sortstrubede Bynkefugle – samt ikke mindst en fin Rosenstær 1k ved Spar købmanden i Blåvand By og sommerhusområde.

Endelig var det også en god oplevelse at opleve 'sort sol' af Stære den første aften, ved transformatorstationen i Ribe (Damhus).
 
                                       'Sort sol' ved transformatorstationen i Ribe

Det blev en lang tur med et pænt aktivitetsniveau, med birding stort set fra solopgang til solnedgang hver dag.
Vi 'landede' på i lalt 1515 km., og turens samlede pris blev for undertegnede's vedkommende omkring kr. 4000 alt inclusive (vandrehjem, benzinpenge, broafgift, al mad/drikke, snold osv.).

Tak til LFR for en succesfuld tur i det jyske!

Nb.
Vi nåede alt i alt op på 115 forskellige fuglearter på hele træffet, LFR har udarbejdet en artsliste!

Frank Desting
Oktober 2014