mandag den 25. december 2017

Fugle mm. i Store Hareskov - en rapport!




Store Hareskov


Frank Desting

December 2017


Beskrivelse
Harreskoven, Hareskoven eller Hareskovene som det samlede område retteligen burde kaldes er et stort sammenhængende skovområde nord for København med størstedelen beliggende i det sydlige Furesø Kommune, en mindre del i Gladsaxe Kommune og en lille del i Ballerup Kommune. Mod øst fortsætter skoven i den private Frederiksdal Storskov og mod nord er der kun et mindre åbent område omkring Kollekolle op til Nørreskoven. Der er således tale om et meget stort naturområde ganske tæt på hovedstaden, og bortset fra Kongens Lyngby fortsætter det grønne område helt til Øresund.
Hareskovene dækker over 4-5 forskellige individuelle skovområder der dog udgør et sammenhængende hele med fælles præg. Det meste af Hareskovene er klassisk bøgeskov ("søjlehal"), men der er også en del områder med gran. Skovbunden er de fleste steder fortsat ret artsfattig, men flere steder har opgivelse af dræning øget forekomsten af vådområder og der er nu en række småsøer og mindre moser med ganske interessant plante- og dyreliv. Byen Hareskovby befinder sig midt i skovene. Fægyden er en vej mellem Hareskovby og Værløse, der tidligere blev brugt til kvægdrift, og vejen deler skoven i Lille Hareskov vest for vejen og Store Hareskov øst for vejen. I Hareskovene er der både ridestier og en mountainbikerute.

Store Hareskov er det område de fleste forbinder med navnet Hareskov. Det afgrænses mod vest af Fægyden og mod øst af Hillerødmotorvejen. Området gennemskæres af Hareskovbanen. Træerne af høje rette bøgetræer samt granplantager hist og her. Stierne er udlagt i klassisk stjerneform der vidner om området i tidligere tider var kongeligt jagtområde, hvor man bl.a. praktiserede parforcejagt. Skoven drives primært med henblik på rekreative værdier. I midten af skoven er nu en stor rydning kaldet "Sletten" hvor der af og til (f.eks. på Skovens dag) foregår forskellige aktiviteter og der er også bålpladser. En del lavtliggende steder er dræningen nu ophørt og gamle vådområder er genetableret. I den sydlige del af Store Hareskov ligger Svenske Vold. Dette er et voldanlæg etableret under krigen i 1658-60 og er en ca. 400 m lang, 0,5 m høj og 1,5 m bred jordvold med foranliggende grav. Her lå en af svenskernes lejre ved belejringen af København.
Kilde: Wikipedia.
                                                                 
                              Højstammet bøgeskov, Store Hareskov


                                           Granskov, Store Hareskov


Indledning

Som indledning på fuglelisten vil jeg først og fremmest rette en stor tak til de mange bidragsydere, der har rapporteret fra Store Hareskov i DOFbasen.
Der foreligger i perioden 1/1 1800 og frem til omkring 31/12 2017 i alt hele 8585 observationer, fordelt på 812 obs.-dage fra lokaliteten samt yderligere en del ynglefuglebearbejdninger, og det er primært disse data der er brugt i nærværende rapport.

I Store Hareskov er der iflg. DOFbasen truffet i alt 128-129 forskellige fuglearter.

Af ynglefugle er der de senere år registreret blandt andet:
Lille Lappedykker, Grågås, Duehøg, Musvåge, Natugle, Skovsneppe, Huldue, Stor Flagspætte, Hvid Vipstjert, Rødstjert, Sangdrossel, Fuglekonge, Rødtoppet Fuglekonge, Grå Fluesnapper, Broget Fluesnapper (?), Halemejse, Sumpmejse, Sortmejse, Spætmejse, Træløber, Skovskade, diverse sangere, Jernspurv, Rødrygget Tornskade, Stillits, Dompap og Bogfinke.


Fugleliste – gennemgang



Lille Lappedykker (Tachybaptus ruficollis)

Fåtallig yngletrækfugl, der er registreret mellem medio marts og medio juli.



Toppet Lappedykker (Podiceps cristatus)

Sjælden gæst, der er registreret fire gange i april og august måned, med sammenlagt hele 131 individer, sidst set i år 2015.



Skarv (Phalacrocorax carbo), Mellemskarv (sinensis)

Regelmæssig gæst, der de senere år er registreret flere gange i luftrummet over skoven på de fleste årstider, overflyvende eller direkte trækkende. Op til 18 individer på én gang er noteret.



Fiskehejre (Ardea cinerea)

Regelmæssig gæst, der er registreret på de fleste årstider, gerne enkeltvis, men enkelte individer er også set trækkende NØ om foråret.


Knopsvane (Cygnus olor)

Sjælden gæst, der blot er noteret overflyvende/trækkende to gange tidligere.



Sangsvane (Cygnus cygnus)

Trækgæst, der er registreret i alt 7 gange med 123 individer fra primo november til primo marts.



Sædgås (Anser fabalis)

Uregelmæssig trækgæst, der er noteret i alt 6 gange med 108 individer i perioden medio september til primo februar.


Blisgås (Anser albifrons)

Uregelmæssig trækgæst, der er noteret i alt 5 gange med 125 individer i perioden primo oktober til primo marts.


Grågås (Anser anser)

Fåtallig yngletrækfugl, almindelig trækgæst, der er noteret på rede nogle år, men unger er vist aldrig set, i øvrigt set rastende/overflyvende/trækkende det meste af året.


Canadagås (Branta canadensis)

Sjælden trækgæst, der er noteret 2 gange med 15 individer i perioden medio-ultimo december.


Bramgås (Branta leucopsis)

Uregelmæssig trækgæst, der er noteret 6 gange med 639 individer i perioden primo-ultimo oktober.


Krikand (Anas crecca)

Fåtallig gæst, der er noteret 6 gange med 18 individer i perioden medio april – medio november.



Gråand (Anas platyrhynchos)

Ynglestandfugl, der er noteret på de fleste årstider, i ynglesæsonen gerne med pulli.



Troldand (Aythya fuligula)

Sjælden gæst, der blot er set et par gange i april 2017.



Stor Skallesluger (Mergus merganser)

Sjælden gæst, der blot er noteret overflyvende/trækkende 2 gange med 8 individer i januar og marts måned.



Hvepsevåge (Pernis apivorus)

Almindelig trækgæst, der om foråret er set mellem 18/5 – 10/6 og om efteråret mellem 9/8 – 18/9. Er noteret som sandsynlig ynglefugl i den nærliggende Frederiksdal Skov omkring Store Hulsø, men ikke i Store Hareskov.


Rød Glente (Milvus milvus)

Fåtallig trækgæst, der er noteret 5 gange med 6 individer om foråret i perioden primo februar - ultimo april.


Havørn (Haliaeetus albicilla)

Sjælden gæst, der er noteret 4 gange med 5 individer i perioden medio januar – primo april.
Den 13/1 2015 rastede en imm. Havørn i de høje granner nord for 'Femstjernen' og trak herefter syd, de øvrige fugle har været overflyvende/trækkende.


Rørhøg (Circus aeroginosus)

Sjælden gæst, der er noteret 2 gange med 2 individer overflyvende/trækkende hhv. primo juli og primo oktober.


Blå Kærhøg (Circus cyaneus)

Sjælden gæst, der er noteret 3 gange med 3 individer overflyvende/trækkende i perioden medio januar – medio april.


Duehøg (Accipiter gentiles)

Fåtallig ynglestandfugl, der yngler med et enkelt par og er noteret hele året, som oftest med 1-2 fouragerende fugle.



Spurvehøg (Accipiter nisus)

Fåtallig ynglestandfugl, almindelig trækgæst, der yngler med et enkelt par og er noteret hele året, og gerne ses på direkte træk, primært om efteråret.


Musvåge (Buteo buteo)

Fåtallig ynglefugl og vintergæst, almindelig trækgæst, der yngler med et eller få par, og er set trækkende over mosen om foråret i perioden 21/2 – 21/3 og om efteråret i perioden 1/10 – 12/11. Største træktal over skoven er fra 6/10 2012 med 65 ind. trk. SV og 3/10 2016 med 52 ind. trk. SV.


Fjeldvåge (Buteo lagopus)

Fåtallig træk- og vintergæst, der er noteret 7 gange med 8 individer i perioden primo oktober – ultimo april.


Fiskeørn (Pandion haliaetus)

Fåtallig trækgæst, der er noteret 6 gange med 6 individer overflyvende/trækkende i perioden 1/4 – 25/5 om foråret og 10/7 – 4/9 om efteråret.


Tårnfalk (Falco tinnunculus)

Fåtallig ynglefugl, fåtallig gæst, der sandsynligvis har ynglet i skovriderens have i år 2015. I øvrigt noteret mellem ultimo marts og primo oktober med 1-2 fugle.
Tårnfalken er hidtil aldrig set i skoven i vintermånederne.


Dværgfalk (Falco columbarius)

Sjælden trækgæst, der blot er noteret 2 gange, begge gange i oktober måned.



Fasan (Phasianus colchicus)

Sjælden gæst, der er noteret 4 gange med 23 individer i perioden 29/11 – 13/2, altså kun i vintermånederne, og sidst i år 2013.


Vandrikse (Rallus aquaticus)

Sjælden gæst, som blot er noteret én gang, nemlig den 22/5 2005, hvor 1 hørtes syngende om aftenen ved en skovsø mellem Hareskov Station og 'Femstjernen'.


Grønbenet Rørhøne (Gallinula chloropus)

Fåtallig ynglefugl, der yngler med et eller enkelte par, og er noteret i perioden primo marts – medio august.


Blishøne (Fulica atra)

Fåtallig ynglefugl, der yngler med enkelte par, og er noteret i perioden ultimo februar – primo august.


Trane (Grus grus)

Trækgæst, der er noteret trækkende over skoven 5 gange med 90 individer i perioden 10/3 – 26/3.


Vibe (Vanellus vanellus)

Uregelmæssig trækgæst, sjælden sommergæst, der er noteret 5 gange med 15 individer i perioden primo marts – medio april, samt en enkelt sommerobservation fra 22/6 1967 med 2 overflyvende.


Skovsneppe (Scolopax rusticola)

Fåtallig ynglefugl, sjælden træk- og vintergæst, som yngler med op til flere par og er set 'patruljerende'/territoriehævdende over skoven i tidsrummet ultimo marts – ultimo juni. Herudover er der noteret enkelte rastende fugle, primært i oktober måned, samt et enkelt vinterfund fra den 17/1 1960.


Storspove (Numenius arquata)

Sjælden trækgæst, der blot er noteret en enkelt gang med 5 individer trækkende SV den 2/7 2012.


Svaleklire (Tringa ochropus)

Sjælden trækgæst, der er noteret 9 gange med 12 individer i perioden 26/3 – 24/6, og der har været mistanke om yngel, men det er ikke blevet bekræftet.


Lille Kjove (Stercorarius longicaudus)

Sjælden trækgæst, der blot er noteret én gang, nemlig den 3/10 2016, hvor 1 1k (mellemform) trak sydvest over skoven kl. 13:07.


Hættemåge (Chroicocephalus ridibundus)

Fåtallig gæst, der er noteret 10 gange med 105 indiveder, som oftest overflyvende.


Stormmåge (Larus canus)

Fåtallig gæst, der er noteret 12 gange med 24 individer, alle gange overflyvende/trk., på alle årstider.



Sildemåge (Larus fuscus) – Nordsøsildemåge (intermedius)

Sjælden gæst, der blot er noteret overflyvende skoven 2 gange, nemlig den 20/5 2017 og den 4/6 2017, begge gange med 1 ad.


Sølvmåge (Larus argentatus)

Fåtallig gæst, der er noteret 18 gange med 22 individer, alle gange overflyvende på alle årstider.


Klippedue (Tamdue) - (Columba livia)

Ynglestandfugl, fåtallig gæst, der i år 2012 er noteret ynglende under motorvejsbroen ved Skovbrynet Station og herefter kun er noteret en gang overflyvende, men det skyldes givet manglende indtastninger i DOFbasen af arten.


Huldue (Columba oenas)

Fåtallig yngletrækfugl, fåtallig trækgæst og sjælden vintergæst, der med stor sikkerhed er noteret med et enkelt ynglepar i redekasse i Naturstyrelsens have i år 2015 og 2016, samt herudover fåtallig som trækgæst i april og august-september/oktober måned - samt sjælden vintergæst, som blot er noteret overflyvende en enkelt gang i december måned.


Ringdue (Columbo palumbus)

Almindelig ynglestandfugl, almindelig træk- og vintergæst, der yngler med adskillige par og ses i større flokke, både trækkende i marts og august-oktober måned - samt som vintergæst.


Gøg Cuculus canorus)

Sjælden gæst, der blot er noteret 3 gange med 3 syngende fugle i forskellige år, og der har på denne baggrund været mistanke om evt. yngel.


Høgeugle (Surnia ulula)

Sjælden træk- og vintergæst, der er noteret i vintrene 8/12 – 1983 til 21/1 1984, 30/9 til 8/10 2012 og 3/11 2013 til 5/3 2014, alle gange er uglerne blevet en stor publikumsmagnet, med adskillige twitchere og ikke mindst fotografer i skoven.


                                                 
Høgeugle 1k, Store Hareskov, 26-12-2013


Spurveugle (Glaucidium passerinum)

Sjælden gæst, der er noteret 2 gange med 2 individer, hhv. den 14/3 2006 ved Frederiksdal Skov nær Store Hareskov og i selve Store Hareskov den 9/11 2011.



Natugle (Strix aluco)

Fåtallig ynglestandfugl, der sjældent ses eller høres, men udover de nævnte observationer i DOFbasen er der oplysninger om et sikkert ynglepar med unger i år 2016.


Natravn (Caprimulgus europaeus)

Sjælden ynglefugl, der ultimo juni 1986 blandt andet blev noteret spillende i granfældet område område nær Hareskov Station, og regnes for et ynglefund.


Mursejler (Apus apus)

Almindelig sommer- og trækgæst, der er noteret i perioden medio maj – ultimo august.


Isfugl (Alcedo atthis)

Fåtallig gæst, der er noteret 5 gange med 5 individer i perioden primo juli – medio september.


Sortspætte (Dryocopus martius)

Fåtallig gæst, der og ses og høres flere gange hvert år og der går forlydender om, at den har ynglet i skoven for år tilbage, men disse data er (endnu) ikke tilgængelige = indtastet i DOFbasen.


Stor Flagspætte (Dendrocopos major)

Ynglestandfugl, der yngler med få par og i øvrigt er noteret hele året rundt.


Lille Flagspætte (Dendrocopos minor)

Sjælden gæst, der er noteret 6 gange med 7 individer på forskellige årstider.



Sanglærke (Alauda arvensis)

Almindelig trækgæst, der om foråret er noteret mellem ultimo januar og medio april – samt om efteråret i første halvdel af oktober.


Digesvale (Riparia riparia)

Uregelmæssig trækgæst, der er noteret 3 gange med 21 individer i perioden medio-ultimo august samt primo oktober måned.


Landsvale (Hirondu rustica)

Ynglefugl (?), almindelig sommer- og trækgæst, der er noteret i perioden medio april – primo oktober, og gerne ses med udfløjne unger i sommermånederne.
Hvor arten præcis yngler vides ikke...


Bysvale (Delichon urbicum)

Almindelig sommer- og trækgæst, der er noteret i perioden ultimo maj – medio september.


Skovpiber (Anthus trivialis)

Fåtallig trækgæst, der er noteret 15 gange med 23 individer, både af rastende og trækkende fugle, i perioden ultimo april – ultimo maj om foråret og ultimo juli – primo oktober om efteråret.


Engpiber (Anthus pratensis)

Almindelig trækgæst, der er noteret 17 gange med 77 individer i perioden medio-ultimo april om foråret og medio september – medio oktober om efteråret.


Gul Vipstjert (Motacilla flava)

Sjælden trækgæst, der blot er noteret én gang over skoven, nemlig den 31/8 2011, hvor 9 individer trak S.


Bjergvipstjert (Motacilla cinerea)

Fåtallig trækgæst, der udelukkende er truffet om efteråret, med 9 fund af 16 individer, i perioden 27/8 – 19/11.


Hvid Vipstjert (Motacilla alba)

Fåtallig yngletrækfugl og fåtallig trækgæst, der yngler med et enkelt par og er truffet i perioden medio marts – primo oktober.
Racen Sortrygget Vipstjert (Motacilla yarrellii) er truffet en enkelt gang, nemlig ved Kulhus den 18/4 2015.


Silkehale (Bombycilla garrulus)

Uregelmæssig vinter- og trækgæst, der er noteret med 8 gange med 100 individer i perioden ultimo oktober – ultimo marts.


Gærdesmutte (Troglodytes troglodytes)

Almindelig ynglestandfugl, der yngler med flere og par og kan ses og høres hele året.


Jernspurv (Prunella modularis)

Almindelig ynglestandfugl, der yngler med enkelte par og er noteret i perioden medio marts – primo november.
Der foreligger ingen vinterfund.



Rødhals (Erithacus rubecula)

Almindelig ynglestandfugl, der yngler med flere par og kan ses og høres hele året.


Nattergal (Luscinia luscinia)

Sjælden gæst, der angiveligt kun er truffet én gang, nemlig den 30/8 1989, hvor 1 hørtes nær Hareskov Station.


Husrødstjert (Phoenicurus ochruros)

Sjælden gæst, der blot er truffet én gang, nemlig den 24/10 2011, hvor 1 ad. han rastede ved Skovridergården.


Rødstjert (Phoenicurus phoenicurus)

Fåtallig yngletrækfugl, der yngler med enkelte par og er noteret i perioden medio april – primo august.


Bynkefugl (Saxicola rubetra)

Sjælden trækgæst, der er noteret to gange, nemlig den 4/5 2013 og 11/5 2014, begge dage med 1 rst.


Stenpikker (Oenanthe oenanthe)

Sjælden trækgæst, der er noteret to gange, nemlig den 20/4 1971 1 rst. og 4/5 2013 med 2 han rst.


Ringdrossel (Turdus torquatus)

Sjælden trækgæst, der blot er noteret én gang, nemlig den 20/4 1971, hvor 4 hanner rastede.


Solsort (Turdus merula)

Almindelig ynglestandfugl, der yngler med adskillige par og ses hele året.


Sjagger (Turdus pilaris)

Almindelig vinter- og trækgæst, der er noteret i perioden ultimo august – medio april.


Sangdrossel (Turdus philomelos)

Almindelig yngletrækfugl, fåtallig trækgæst, der yngler med flere par og er noteret fra primo marts – medio oktober.



Vindrossel (Turdus iliacus)

Almindelig vinter- og trækgæst, der er noteret i tidsrummet primo oktober – ultimo april.


Misteldrossel (Turdus viscivorus)

Sjælden yngletrækfugl, fåtallig trækgæst, der er noteret 7 gange med 9 individer, og heraf, tilbage i 2001, med sikkerhed har ynglet med et enkelt par, idet der blev set udfløjne unger. Herudover er den de senere år truffet som fåtallig trækgæst i perioden ultimo marts – ultimo april om foråret og primo-ultimo oktober om efteråret.


Gulbug (Hippolais icterina)

Sjælden trækgæst, der blot er truffet én gang, nemlig den 27/5 2007, hvor 1 hørtes syngende.


Gærdesanger (Sylvia curruca)

Sjælden yngletrækfugl (?), der er noteret 3 gange med 5 syngende fugle, alle primo juni, muligvis ynglende fugle.



Havesanger (Sylvia borin)

Fåtallig yngletrækfugl, der er noteret med få syngende fugle i perioden medio maj – primo august.


Munk (Sylvia atricapilla)

Almindelig yngletrækfugl, der er noteret med flere syngende fugle i perioden medio april – ultimo august.


Skovsanger (Phylloscopus sibilatrix)

Fåtallig yngletrækfugl, der er noteret med få, for det meste syngende fugle i perioden ultimo april – medio juli.


Gransanger (Phylloscopus collybita)

Almindelig yngletrækfugl, der er noteret med flere syngende fugle i perioden ultimo marts – ultimo oktober.
Der foreligger ingen vinterobservationer.


Løvsanger (Phylloscopus trochilus)

Fåtallig yngletrækfugl, der er noteret med få syngende fugle i perioden medio april – ultimo august.


Fuglekonge (Regulus regulus)

Almindelig ynglestandfugl, almindelig vinter- og trækgæst, der yngler med flere par og kan ses året rundt.


Rødtoppet Fuglekonge (Regulus ignicapilla)

Fåtallig yngletrækfugl, der har ynglet med 1 par i år 2014 (unger set) og sandsynligvis også har ynglet i år 2016 og 2017, bedømt ud fra stationære syngende hanner. Er noteret i perioden ultimo marts – ultimo juni.


Grå Fluesnapper (Muscicapa striata)

Fåtallig yngletrækfugl, fåtallig trækgæst, der med sikkerhed har ynglet i år 2014, 2016 og 2017 og i øvrigt er noteret i perioden ultimo maj – ultimo august.


Broget Fluesnapper (Ficedula hypeleuca)

Fåtallig yngletrækfugl (?), fåtallig trækgæst, der sandsynligvis yngler (eller gør forsøg derpå) med et enkelt par, og i øvrigt er noteret i perioden medio april – ultimo august.


Halemejse (Aegithalos caudatus)

Fåtallig ynglefugl, almindelig vintergæst, der yngler med enkelte par og ses hele året, med flest individer i vintermånederne.
Begge racer ses, både Nordlig Halemejse (A. caudatus) og Sydlig Halemejse (A. europaeus) - samt hybrider Nordlig Halemejse x Sydlig Halemejse (hybrid) - (A. egithalos c. caudatus x A. c. europaeus).


Sumpmejse (Poecile palustris)

Fåtallig ynglestandfugl, der sandsynligvis yngler hvert år med ét eller få par og i øvrigt ses fåtalligt hele året.


Sortmejse (Periparus ater)

Almindelig ynglestandfugl, der yngler med flere par og ses hele året rundt.


Blåmejse (Cyanistes caeruleus)

Almindelig ynglestandfugl, der yngler med flere par og ses hele året rundt.


Musvit (Parus major)

Almindelig ynglestandfugl, der yngler med flere par og ses hele året.


Spætmejse (Sitta europaea)

Almindelig ynglestandfugl, der yngler med flere par og ses hele året.
Racen Lysbuget Spætmejse (europaea) er noteret.


Træløber (Certhia familiaris)

Fåtallig ynglestandfugl, der yngler med få par og ses hele året.


Korttået Træløber (Certhia brachydactyla)

Sjælden gæst, der blot er noteret to gange, nemlig den 13/2 2016 og den 5/9 2017, begge gange med 1 rst.


Rødrygget Tornskade (Lanius collurio)

Sjælden yngletrækfugl, der er noteret som ynglende 3 gange med 5 ind., nemlig 26/6 1985 med 2 ynglefugle i granfældet område nær Hareskov Station og 30/6 2015 med 1 han - samt 25/7 2015 med 1 ad. han + juv. = udfløjen unge.


Stor Tornskade (Lanius excubitor)

Fåtallig vinter- og trækgæst, der er noteret overvintrende de fleste af de senere år med en enkelt fugl i perioden primo oktober – ultimo marts.


Skovskade (Garrulus glandarius)

Almindelig ynglestandfugl, der yngler med enkelte par og ses hele året.


Husskade (Pica pica)

Ynglestandfugl, der yngler med i al fald et enkelt par ved Hareskov Station og ses hele året.


Nøddekrige (Nucifraga caryocatactes)

Sjælden trækgæst, der blot er noteret een gang, nemlig den 31/3 2013, hvor et individ sås overflyvende nær Skovbrynet Station.


Allike (Corvus monedula)

Standfugl, der er noteret det meste af året.


Råge (Corvus frugilegus)

Fåtallig-sjælden gæst, der blot er noteret overflyvende 3 gange med 3 individer, alle i år 2017.


Gråkrage (Corvus cornix)

Standfugl, der er noteret det meste af året, dog foreligger der ingen ynglefund fra skoven.


Sortkrage x Gråkrage (hybrid)

Sjælden gæst, der blot er truffet 2 gange, nemlig den 25/2 2013 og 10/4 2013, hvor to
forskellige individer blev set ved skovridergården.


Ravn (Corvus corax)

Standfugl, der yngler i den nærliggende Lille Hareskov og i selve Store Hareskov er noteret det meste af året med op til flere fugle, der både kan ses og høres.


Stær (Sturnus vulgaris)

Sjælden gæst, der er truffet 6 gange med 248 individer i perioden medio april – primo oktober.


Gråspurv (Passer domesticus)

Sjælden gæst, der er noteret 2 gange med 20 individer, nemlig den 22/6 1967 med 10 rst. og den 18/4 2015 med 10 rst.


Skovspurv (Passer montanus)

Sjælden gæst, der er noteret 3 gange med 5 individer, nemlig 13/2 1977 3 rst., 12/12 2011 1 rst., 18/5 2015 1 rst.


Bogfinke (Fringilla coelebs)

Almindelig ynglefugl, almindelig vinter- og trækgæst, der yngler med adskillige par og ofte ses i større flokke i vinter og træktiden.



Kvækerfinke (Fringilla montifringilla)

Almindelig vinter- og trækgæst, der er noteret i perioden medio september – ultimo april. Ved invasioner er 'kæmpeflokke' på op mod 10.000-20.000 individer set, fx. den 12/1 2016 20.000 og 12/11 2017 10.000.


Grønirisk (Chloris chloris)

Almindelig ynglestandfugl, der yngler med op til flere par, og ses det meste af året.


Stillits (Carduelis carduelis)

Fåtallig ynglestandfugl, der med sikkerhed har ynglet i år 2014, og er noteret 13 gange med 22 individer.


Grønsisken (Spinus spinus)

Almindelig vinter- og trækgæst, sjælden sommergæst, der er truffet i vekslende antal i perioden primo august – ultimo april, der foreligger blot én enkelt sommerobs., nemlig fra den 9/7 2015 hvor 1 hørtes.


Bjergirisk (Linaria flavirostris)

Sjæden trækgæst, der blot er truffet én gang, nemlig den 10/10 2017 med 1 trækkende fugl.



Lille Gråsisken (Acanthis cabaret)

Sjælden vintergæst, der er noteret 2 gange med 3 individer, nemlig den 20/2 2015 med 1 rst. og den 24/1 2016 med 2 rst.


Stor Gråsisken/Lille Gråsisken (Acanthis flammea/Acanthis cabaret)

Almindelig vinter- og trækgæst, der er noteret 29 gange med 91 individer i perioden ultimo oktober – primo maj.


Hvidvinget Korsnæb (Loxia leucoptera)

Sjælden vinter- og trækgæst, der er noteret 7 gange med 32 individer, heraf opholdte en flok på op til 16 stk's sig nær 'Femstjernen' i invasionsåret 31/12 – 2014 til 14/2 2015, og yderligere én observation af 1 hørt i samme område den 4/10 2017.


Lille Korsnæb (Loxia curvirostra)

Almindelig gæst, der er noteret i vekslende antal de fleste år, dog typisk flest i invasionsår, der er ikke observeret tegn på yngel af arten i skoven.


Krognæb (Pinicola enucleator)

Sjælden gæst, der er truffet én gang, nemlig helt tilbage til 17/12 1954, hvor 4 individer rastede, observationen er godkendt af SU.


Dompap (Pyrrhula pyrrhula)

Fåtallig ynglestandfugl, der yngler med enkelte par og ses det meste af året.


Kernebider (Coccothrautes coccothrautes)

Fåtallig ynglestandfugl, der yngler med et eller flere par og ses det meste af året.
Flokke på op mod 20 individer er noteret.


Gulspurv (Emberiza citrinella)

Fåtallig ynglefugl, sjælden vintergæst, der yngler med enkelte par og er truffet enkelte gange i vintermånederne.


Femstjernen, Store Hareskov


Andre dyr mm.

Af 'andre dyr og sommerfugle' er der (iflg. DOFbasen) i Store Hareskov truffet 20 forskellige arter af pattedyr, herunder Rådyr (som ses af og til), Ræv, Egern og Rødmus samt 5 flagermusarter.
Yderligere er truffet 3 forskellige arter af krybdyr (Snog, Stålorm og Skovfirben (= Alm. Firben)) og 4 arter af padder, herunder Grøn Frø og Lille Vandsalamander.
Der er angiveligt også truffet Stor Vandsalamander ved Naturstyrelsens vandhuller, men desværre endnu ikke indtastet...
Ydermere er 21 forskellige arter af dagsommerfugle indtastet i DOFbasen fra Store Hareskov.

Listen over 'andre dyr og sommerfugle' via. DOFbasen kan ses her:


Hele 871 forskellige arter af svampe er til og med udgangen af år 2017 registreret via. Svampeatlas.dk på lokaliteten.


I NaturbasenFugleognatur.dk findes ydermere et par omfattende artslister af 'fugle og anden natur' fra Store Hareskov, se listerne herunder:

Store Hareskov, Gladsaxe kommune – artsliste

Store Hareskov, Furesø kommune – artsliste

Tak for kritisk gennemgang af rapporten til Leif Frederiksen og Erik Agertoft.

Foto's af Frank Desting.

Frank Desting
December 2017
2730 Herlev

E-MAIL: frankdesting@gmail.com