Viser opslag med etiketten Kildebjerg rasteplads. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kildebjerg rasteplads. Vis alle opslag

torsdag den 26. oktober 2023

Felttræf 2023

 

Felttræf 2023


Sydvest- Vest- og Sønderjylland

Oktober 2023


                                        Mandø 17/10 2023


Leif Frederiksen (LFR) og jeg (Frank Desting = FDE) var i efterårsferien 2023 atter på Felttræf i vadehavsregionen, og startede turen i Herlev søndag den 15/10 kl. 09:20 og afsluttede turen i Herlev torsdag den 19/10 kl. 15:28.

Det var meningen vi skulle være der fredag den 20/10 med, men et kraftigt blæsevejr fra øst med tilhørende regn, gjorde at vi besluttede os for at tage en dag før hjem, dog uden kompensation fra vandrehjemmet.

Vi boede på Danhostel Ribe og jeg fik værelse nr. 107 og LFR fik værelse 106, begge værelser på 1. sal, hvor vi har været indlogeret før.

Morgenmad fik jeg i spisesalen hver morgen mellem kl. 7:30 og 8:30 (- 9:30) og den bestod af rundstykker med pålæg, æg, melon, juice og god kaffe.

Jeg smurte sandwichs og tog med på vores ture i felten hver morgen.

LFR lavede selv sin morgenmad i fælleskøkkenet.

Vi delte bl.a. vandrehjemmet med Det Danske Pigekor der angiveligt skulle synge i Ribe Domkirke og andre steder.

                       Morgenmad på Danhostel Ribe med Det Danske Pigekor

Aftensmad spiste vi første aften på Brøns Kro og den bestod af 'dagens ret' flæskesteg med rødkål, hvide kartofler og brun sovs og en vand til billig penge = kr. 89 for en ret.

Desværre lukkede Brøns Kro ned for servering de øvrige dage, selvom der var annonceret åbent køkken fra tirsdag til søndag :(

Så spiste vi aftensmad andre steder, som fx. på Skærbæk Fritidscenter og pizza og grill Efesos i Blåvand, eller købte selv noget mad hjem i Kvickly og tilberedte i fælleskøkkenet.

Vi holdt os mest på 'sidelinien' og kørte dagligt ud i felten fra kl. cirka 9-9:15 og afsluttede dagene efter aftensmad kl. cirka 18-19:30.

I seng senest kl. 22:00.

Vejret var skiftende, de første dage med blæst fra VNV og byger, herefter aftagende vind og pænt med sol - samt dagstemperaturer på mellem 11 og 13 grader C.

Den sidste dag desværre igen blæsevejr med nogen regn, som så ud til at fortsætte, hvilket gjorde at vi afbrød turen.

Fuglemæssigt blev det nok det ringeste felttræf jeg har været med på, men vi fik dog begge trods alt nogle årsarter.

Af større hits blev der bl.a. fundet Brun Tornskade og Dværgværling på Mandø; tornskaden kørte vi ikke på, da det er en art vi har haft før i Dk og Dværgværlingen dippede vi sammen med flere andre birdere, det gjorde dog ikke så meget...

               Dippere af Dværgværling, Mandø 17/10 2023

Steen Højmark Jensen (SHJ) var i øvrigt med på turen til Mandø mv. for en enkelt dag.

Ved Gl. Hviding Engsø fandt SHJ og jeg en flot 1k Steppehøg, der fløj lavt over rørene hastigt mod nord.

Jeg selv fandt i øvrigt en (ud af 2) kaldende Hvidbrynet Løvsanger i Tipmosen & heden ved Lysbjerge.

LFR fandt en Ringdrossel samme sted, som han desværre kun selv så!

Trods det magre udbytte hitmæssigt på fuglefronten, kom vi samlet op på i alt 109 fuglearter på hele turen, heraf flere årsarter.


                                      Blåvand Fyr, 18/10 2023  


Alle turens fugleobs. mm. er tastet i dofbasen.dk og alle turens svampeobs. på svampeatlas.dk

Jeg benyttede nemlig selv lejligheden, til at taste en mængde svampearter ind på svampeatlas.dk.

Der var efter den megen regn pænt med svampearter rundt omkring på lokaliteterne!

Det blev også på svampefronten til en hel del nye årsarter, så det var helt Ok.

En af dagene gik svampeatlas dog ned, app'en kunne ikke uploade billeder til observationerne, men det blev dog heldigvis fixet dagen efter.

Personligt brugte jeg i alt cirka 5000 kr. på turen, incl. ophold på Danhostel Ribe, benzinpenge og brobizz samt kost mm.

Vi fik kørt i alt 1308 km.

For turens gennemførelse takkes LFR for godt kammeratskab og god kørsel.



                                     Tipperne, 18/10 2023


Fugleliste

(Komplet artsliste over de 109 fuglearter vi noterede på turen i tidsrummet 15/10 – 19/10 2023)


1) Rødstrubet Lom

2) Lille Lappedykker

3) Skarv

4) Sølvhejre

5) Fiskehejre

6) Knopsvane

7) Sangsvane

8) Knortegås (mørkbuget og lysbuget)

9) Bramgås

10) Grågås

11) Kortnæbbet gås

12) Gråand

13) Knarand

14) Spidsand

15) Pibeand

16) Krikand

17) Skeand

18) Gravand

19) Hvinand

20) Havørn

21) Musvåge

22) Spurvehøg

23) Rød Glente

24) Rørhøg

25) Blå Kærhøg

26) Steppehøg

27) Tårnfalk

28) Fasan

29) Trane

30) Vandrikse

31) Strandskade

32) Vibe

33) Strandhjejle

34) Hjejle

35) Stenvender

36) Dobbeltbekkasin

37) Storspove

38) Lille Kobbersneppe

39) Svaleklire

40) Rødben

41) Hvidklire

42) Islandsk Ryle

43) Sortgrå Ryle

44) Alm. Ryle

45) Sandløber

46) Svartbag

47) Sølvmåge

48) Stormmåge

49) Hættemåge

50) Alk

51) Lomvie

52) Klippedue (Tamdue)

53) Ringdue

54) Tyrkerdue

55) Isfugl

56) Stor Flagspætte

57) Sanglærke

58) Bjerglærke

59) Landsvale

60) Engpiber

61) Skærpiber

62) Hvid Vipstjert

63) Bjergvipstjert

64) Stær

65) Silkehale

66) Skovskade

67) Husskade

68) Allike

69) Råge

70) Sortkrage

71) Gråkrage

72) Ravn

73) Gærdesmutte

74) Jernspurv

75) Munk

76) Gransanger

77) Hvidbrynet Løvsanger

78) Fuglekonge

79) Rødtoppet Fuglekonge

80) Stenpikker

81) Sortstrubet Bynkefugl

82) Rødhals

83) Ringdrossel

84) Solsort

85) Vindrossel

86) Sangdrossel

87) Misteldrossel

88) Sjagger

89) Sumpmejse

90) Sortmejse

91) Topmejse

92) Blåmejse

93) Musvit

94) Skægmejse

95) Spætmejse

96) Gråspurv

97) Skovspurv

98) Bogfinke

99) Kvækerfinke

100) Grønirisk

101) Grønsisken

102) Stillits

103) Tornirisk

104) Gråsisken sp.

105) Bjergirisk

106) Lille Korsnæb

107) Stor Korsnæb

108) Rørspurv

109) Gulspurv


Pattedyr


1) Egern

2) Hare

3) Spættet sæl

4) Krondyr

5) Rådyr


Sommerfugle

1) Admiral


                                                 Ribe By 



Turforløb


Søndag den 15/10-23


Afgang fra Herlev kl. 09:20.

Frokost stop i Harte.


Første lokaliteter var Ho Plantage og Skallingen.

I plantagen hørte vi Topmejse og ved Skallingen havde vi Sølvhejre, Vandrefalk og Sandløber.

Herefter kørte vi på en udmeldt Hvidbrynet Løvsanger ved Ho By og Sommerhusområde, som desværre var negativ.

Mere kunne vi ikke nå og vi kørte til Danhostel Ribe for indkvartering og derefter på Brøns Kro for aftensmad.

På tilbagevejen til Ribe købte vi lidt dagligvarer ind i Føtex.


Mandag den 16/10-23


Morgenmad på vandrehjemmet og i felten fra kl. 9.

Vi lagde ud ved Tipmose & heden ved Lysbjerge hvor jeg, udover en udmeldt Hvidbrynet Løvsanger, fandt endnu en, dog kun hørt af undertegnede.

Her var også bl.a. fine Topmejser og Stor Korsnæb (hørt).

LFR så en Ringdrossel !

Videre til Sneum Digesø/Sneum Forland via. Esbjerg Havn, hvor lå flere Rødstrubet Lom og Lomvier samt rastende Skærpiber og Spættet Sæl !

Ved Sneum Digesø/Sneum Forland trak 16 Traner syd og her var rastende Sølvhejre og Havørn samt en overflyvende ad. Sangsvane !

Desuden 4 Lysbugede Knortegås blandt de Mørkbugede på forlandet !

Herefter kørte vi til Astrup Sø (Kildebjerg Sø) og kiggede fra søen ud over engene og forlandet, hvor vi bl.a. havde Havørn, 4 Sortstrubet Bynkefugl, en større flok Bjerglærker og store flokke af of. Kortnæbbede Gæs !

Aftensmad på Skærbæk Fritidscenter.


Tirsdag den 17/10-23


I dag tog vi efter morgenmaden til Mandø og havde SHJ med på turen, som manglede Brun Tornskade (meldt ud dagen før!). Tornskaden blev dog desværre ikke genfundet!

På vej over Låningsvejen så vi bl.a. Stenvender, Islandsk Ryle, Bjerglærker og Skærpiber.

På selve Mandø havde vi som helhed bl.a. Sølvhejre, Blå Kærhøg, Isfugl, Sortkrage, Skægmejser mm.

LFR og SHJ m.fl. havde desuden en Rødtoppet Fuglekonge i Vireokrattet!

Vi 'kørte på' udmeldt Dværgværling, men den viste sig desværre ikke i det tidsrum vi var der!

Fra Mandø kørte vi via. Vester Vedsted Enge til Gl. Hviding Engsø.

Her havde vi bl.a. Sølvhejre, Knarænder samt 3 rastende Traner!

Pludselig kom en kærhøg lavt over rørene og fløj direkte nordpå. Uha, den virkede giftig med flot orange, ustribet bug og meget spidse vinger, mens halskrave/boa dog ikke kunne ses!

Jeg sagde til SHJ at han skulle 'skyde' nogle billeder af den, og han fik en del foto's af kærhøgen.

Efter min bedste overbevisning var det en 1k Steppehøg, og den blev også meldt ud på birdalarm som en sådan med foto af SHJ!

Trods efterfølgende kommentarer om, at den lignede en Blå Kærhøg blev 1k Steppehøg verificeret via. SHJ's foto's, som blev redigeret ved hjemkomst!

Et godt fund, som LFR dog desværre ikke fik, da han stod oppe på diget og kiggede ud over forlandet...

Vi sluttede dagen af med et besøg ved Astrup Sø, hvor vi havde nogenlunde de samme arter som ved tidligere besøg dagen før.

Brøns Kro havde desværre lukket til aften, så vi købte blot noget mad med hjem fra Kvickly og tilberedte i fælleskøkkenet på vandrehjemmet.


Onsdag den 18/10-23


Efter morgenmaden besluttede vi os til at tage nord på mod Hvide Sande.

Da vi kom til Hvide Sande Havn gik vi ud på molen og af fugle spottede vi bl.a. flere Rødstrubet Lom, Lomvie og Alk, Sandløbere samt en flok fine Sortgrå Ryler!

Desuden Spættet Sæl.

Vi tog herefter videre og besøgte Værnengene og ud på Tipperne, hvor der var åbent for offentligheden.

Det var vores første besøg helt ude på Tipperne!

Fuglemæssigt ikke det store, masser af Bramgæs og Hjejler samt 1k Blå Kærhøg fou.

Et kort stop ved Filsø og vi sluttede dagen af ved Blåvands Huk, hvor jeg hørte 2 of. Bjergvipstjert!

Aftensmad på pizza og grill Efesos.

LFR fik på turen tilbage til Ribe desværre et voldsomt maveonde, men klarede den dog!


Torsdag den 19/10-23


Hjemrejsedag.

Vi skulle have været her en dag mere, men grundet vejrsituationen der varslede storm og regn de næste dage tog vi hjemad d.d. (desværre uden kompensation fra Danhostel Ribe).

Først besøgte vi dog Kammerslusen og Vester Vedsted Digekrat (desværre ingen Fyrremejse!).

På hjemturen prøvede vi Føvling for Kirkeugle, men desværre negativ!

Ved Sdr. Farup en flok Silkehaler spottet fra bilen og så ellers hjemad.

Fik et par pølser på Kildebjerg rasteplads og vi var i Herlev igen kl. 15:28.

Ude godt, hjemme bedst! :-)


                                                      Blåvands Huk, 18/10 2023


Foto's fra turen kan ses her!


Frank Desting

Herlev

Oktober 2023


tirsdag den 19. februar 2013

Nordjylland Februar 2013


                                              Hanstholm Havn, 17-02-2013


Weekendtur til Nordjylland 17 - 18. februar 2013:

LFR og undertegnede tog i perioden 17 – 18. februar på ”weekendtur” til Nordjylland.
Formålet var at få flere nye ”årsarter”, herunder Topskarv og Gråmåge samt mulig Amerikansk Sølvmåge i Hanstholm Havn, Kongeørn i Lille Vildmose, Stor Hornugle i Kongerslev samt Toplærke i Hirtshals

Vejret var Ok – begge dage med op mod 3 graders varme, skyet og let-frisk vind fra VSV.
Der lå spredt snedække og der faldt lidt slud- og snebyger på førstedagen.


Søndag den 17/2 2013:

Vi tog afsted fra Sandbyvej kl. 7:55 og kørte over Storebæltsbroen og op gennem Jylland, direkte til Hirtshals, dog med enkelte mindre pauser undervejs.
Vi nåede således Hirtshals ved middagstid og spottede hurtigt 6 Toplærker omkring rabatten og på taget af Netto nær stationen, de var fine!
Vi kørte herefter ned på Hirtshals Havn og spiste vores medbragte frokost, mens vi så på fuglene i havnen, herunder en ad. Ride.
Herefter tog vi til Fjerritslev Vandrerhjem, hvor vi kort pakkede ud mv. og derpå tog vi gennem Vejlerne til Hanstholm Havn, hvor vi nåede til om eftermiddagen.
Vi brugte tiden her på at kigge efter Topskarv, Amerikansk Sølvmåge og Gråmåge!
Vi fandt langt om længe Topskarven, en 2k, siddende på ydermolen, men desværre ikke nogen af de andre arter...
Tilbage til Fjerritslev, hvor vi opsøgte Fjerritslev Kro, som var ved at lukke – så vi måtte opsøge et pizzaria for aftensmad, som vi tog med tilbage til vandrehjemskøkkenet og spiste.

Mandag den 18/2 2013:

Vi stod tidligt op og spiste vores medbragte morgenmad i vandrehjemskøkkenet - samt drak lidt kaffe fra automaten.
Klokken 8:15 kørte vi så mod Kongerslev og Lille Vildmose.
Ved Kongerslev var Stor Hornugle desværre negativ, men i Lille Vildmose spottede vi en ad. Kongeørn laangt ude over Høstemark Skov samt yderligere en 2k+ i et grantræ ved Tofte Sø, det var rigtig godt!
Vi spiste vores medbragte sandwich'es og basser ved Tofte Sø-tårnet, mens vi spejdede efter Kongeørn mm, men der var i det hele taget ikke mange forskellige fuglearter i Vildmosen.
En stationær Hvidøjet And ad. han lokkede nu ved Sminge Sø i Midtjylland, og vi kørte sydover, og nåede søen om eftermiddagen, hvor vi også hurtigt fandt fuglen fou. i selskab med en Taffeland hun.
Herefter kørte vi hjemad med et enkelt stop ved Kildebjerg rasteplads, hvor vi lige var inde og spise aftensmad, og nåede Herlev efter i alt 1020 km., kl. 20:20.
En god tur var slut.
 


Turens pris blev i alt omkring 1900 kr; herunder vandrehjem (enkeltværelse med sengelinned/håndklæde): 335 kr., km-penge: 915 kr., brobizz: 223, 25 kr., mad og snold mv.: cirka 430 kr. - i alt 1903,25 kr.

Nb.: Turens observationer er indtastet på DOFbasen

Vi nåede samlet alt i alt op på omkring 48 fuglearter og 2 pattedyrarter.

Tak til LFR for en god tur.

Frank Desting
Februar 2013

søndag den 3. februar 2013

Sønder- og Sydvestjylland Februar 2013



Weekendtur til Sønder- og Sydvestjylland 1/2 – 2/2 2013:
 

LFR og undertegnede tog i perioden 1/2 – 2/2 2013 afsted på ”weekendtur” til Sønder- og Sydvestjylland.
Formålet var primært at ”køre på” den stationære Amerikanske Fløjlsand (ssp. deglandi) ved Blåvand-/Hvidbjerg Strand - samt i øvrigt køre lidt rundt og få en masse ”årsarter”.

Vejret var begge dage fint, med op mod 5-6 varmegrader, nogen sol og let-jævn nordvestlig vind.
Dog frostvejr natten mellem den 1-2. februar og til tider lette snebyger på anden-dagen.


Fredag den 1-2 2013:

Vi tog afsted fra Sandbyvej kl. cirka 8:30 og over Storebæltsbroen og nåede efter enkelte stop, blandt andet ved Harte, vores første mål, Føvling, før middag.
Her fik vi set Kirkeuglen, som kortvarigt kiggede ud af hullet til kassen!
På en tilstødende mark havde vi i øvrigt en Sortkrage.
Det var en god start! :)
Videre til Hønning Plantage, hvor vi gjorde stop ved "shelterpladsen" og hvor vi bl.a. havde en Blå Kærhøg han overflyvende, 3 fine Fyrremejser og en Lille Korsnæb overflyvende.
Fyrremejserne fik LFR dog desværre ikke set...
Her spiste vi også vores medbragte frokost i det fri.
Videre via. Allerup Enge, Sneum Enge og Tjæreborg Enge til Fovrfelt bækkens udløb, hvor det var ved at blive højvande, og der derfor ikke stod så mange vadefugle, men her var dog 6 Strandskader, 55 Islandske Rødben og 4 Stenvendere samt nogle Sortkrager og hybrider.
Vi kiggede også efter Lille Kobbersneppe, men dem fandt vi ikke, heller ikke ved de næste lokaliteter, som var Sædding Strand og Blåvand-/Hvidbjerg Strand.
Solen gik ned og vi tog til Oksbøl Vandrerhjem og indlogerede os og tog herefter på Turisthotellet Oksbøl, hvor vi fik aftensmad: Jeg fik enebærgryde med en vand til og LFR fik wienerschnitzel og en øl til.
Herefter tilbage på vandrehjemmet, skrive kladde over dagens observationer, og derefter tidligt i seng.

Lørdag den 2-2 2013:

Op ved 6-tiden, morgenmad (rundstykker og kaffe) kl. 8-8:30 og lidt obs. ved vandrehjemmet, Ål Plantage, hvor vi bl.a. hurtigt fandt 2 Topmejser, hvoraf den ene sad og sang i toppen af en gran, den var fin! :)
Herefter kørte vi til vores største turmål, nemlig Amerikansk Fløjlsand han (targetart!) ved Blåvand-/Hvidbjerg Strand.
Her var masser af andre twitchere, og det lykkedes dog også at finde den, selvom den var meget svær at spotte, selv med 50 x Swarovski-zoom, fordi den lå pænt langt ude.
Jeg selv fik den udpeget og fulgte den i nogle minutter, men det var altså mildest talt ikke den store ornitologiske oplevelse...
Meget bedre var en Amerikansk Sortand ad. han, som lå tæt på kysten!
Herefter kørte vil til Filsø, hvor vi ikke havde været før, og kørte rundt om søen og tog flere stop.
Fuglemæssigt var her ikke det store, men 18 Kortnæbbede Gæs fløj over...
Videre til Karlsgårde Sø, hvor vi endelig fandt en enkelt flot ad. Pibesvane rastende med Sangsvaner på en mark i området. Her var også en Stor Tornskade.
Sidste stop før hjemkørsel blev Nørholm Skov, hvor vi eftersøgte spætter, men her var ”kun” Stor Flagspætte (hørt).
På hjemvejen gjorde vi stop ved Kildebjerg rasteplads, hvor vi gik ind og fik et par pølser, og herefter direkte hjem til Herlev, som vi nåede kl. 18:45 – en god tur rigere! :)

Nb. Vi kom iflg. LFR samlet op på i alt 60 forskellige fuglearter samt 3 forskellige pattedyrarter på turen.

Turens observationer er indtastet på DOFbasen.

Turens pris blev omkring 1645 kr. for alt incl. (vandrehjem, benzin- og broafgift, mad og snold mv.).

Vandrehjem
Overnatning                    320,00Kr
Sengelinned                      55,00Kr
Morgenmad                       65,00Kr
Aftensmad                      165.00Kr
Snold                               200,00Kr
Bro Bizz                          210,00Kr
KM 1,50Kr pr. Km.
840Km*1,5=  1260,00Kr
/2=                               630,00Kr
                         -----------------
I alt  Frank                     1645,00Kr

Tak til LFR for en fin tur!

Frank Desting
Februar 2013.

       Twitchere (Amerikansk Sortand), Blåvand-/Hvidbjerg Strand, 02-02-2013

søndag den 5. februar 2012

Gråvinget Måge (negativ) i Aarhus!

Søndag den 5/2 2012:

I dag var vi på langtur fra Sandbyvej, Herlev kl. 8:30 til Universitetsparken Århus med det mål, at gense den Gråvingede Måge, som vi tidligere havde set, nemlig tilbage til den 17-02-2010 ved Brabrand Sø, Århus.
Denne gang skulle det bare ikke lykkes, for da vi kom til Universitetsparken Århus kl. 11:50 og kiggede alle mågerne (og hustagene!) igennem var den der bare ikke!
Jeg så godt nok en der lignede over hustagene mod havnen, men desværre for dårligt til 100% ID.
Vi blev her i knap 4 timer og der kom og gik omkring 10 andre birdere i parken, men desværre ingen Gråvinget Måge!
Nå' men vi fik da under alle omstændigheder studeret og fotograferet den stationære 3k Hvidvingede Måge, se foto's:

                  Hvidvinget Måge 3k, Universitetsparken Århus, 05-02-2012

                                        Hvidvinget Måge 3k, Universitetsparken Århus, 05-02-2012

I parken var der også et par Korttået Træløber rst. og syngende...

Vi sluttede af ved Uldum Kær, hvor vi fik Bomlærke på “årslisten”, nemlig en flok på 9 stk's.
Hjemme på Sandbyvej, Herlev igen 12 timer senere, nemlig kl. 20:30 – efter at have kørt 717 km. og brugt 660 kr. i benzinpenge og broafgift, hertil kom aftensmad (steaks) ved Kildebjerg rasteplads på Fyn samt lidt snold!

Ps. ved hjemkomsten kunne det af DOFbasen ses, at den Gråvingede Måge var blevet set i den sydlige sø af Universitetsparken lige før vi ankom...
Vi har naturligvis indtastet vores obs. fra turen på DOFbasen!

mandag den 19. december 2011

Topskarv i Esbjerg Havn!

Mandag den 19-12 2011:

                                 LFR og ScS, Esbjerg Havn, nord, 19-12-2011

Vi (LFR og undertegnede) var igen på twitch her lige før jul og nytår, og denne gang gjaldt det den 1k Topskarv der for tiden er stationær i Esbjerg Havn.
Vi kørte fra Sandbyvej, Herlev kl. 8:45 og nåede Esbjerg Havn, nord kl. 11:35.
Vi kørte direkte til Vagervej ved Trafikhavnen, hvor den som oftest var rapporteret fra. Umiddelbart kunne den ikke ses, men det tog ikke lang tid før LFR spottede den i bassinet på den modsatte side af Trafikhavnen.
Efter et stykke tid fløj den op og tørrede vinger på havnekajen i inderhavnen.

         Topskarv 1k (dokumentationsfoto), Esbjerg Havn, nord, 19-12-2011

Den var under hele obs.-perioden ret langt væk, men i skop kunne den ses ganske fint!
Efter at have set på den et stykke tid besluttede vi os for, at køre forbi Fovrfelt bækkens udløb, og mens vi obsede der fik vi en melding på DOFcall om Hvidvinget Måge i Esbjerg Havn, syd.
Den kørte vi så på, men fandt den desværre ikke...
Tilbage til Vagervej ved Trafikhavnen, for at se om Topskarven var kommet nærmere, men det var den ikke, selvom den stadig var PP.
Der var adgang forbudt til området hvor Topskarven opholdt sig, så vi kunne desværre ikke komme tættere på den.
Vi kørte så til Føvling, for at se om Kirkeuglen var hjemme – og det var den skam denne gang!
Den sad og kiggede ud af hullet i redekassen mens mørket faldt på og LFR fik også set den udflyvende! Herlig oplevelse!
Her havde vi også en flok på 15 trækkende Sangsvaner med 8 Pibesvaner imellem!
Kl. 16:45 vendte vi snuden hjemad og havde et stop ved Kildebjerg rasteplads, hvor vi var inde og spise aftensmad.
Vi nåede Sandbyvej, Herlev kl. 20:10 efter i alt, at have kørt 630 km. og turens pris blev omkring eller lidt over 800 kr. for benzinpenge og broafgift samt aftensmad, vand og lidt snold.

Lidt kunst blev der også set på:

                          Fire hvide mænd, Sædding Strand, Esbjerg, 19-12-2011

onsdag den 30. november 2011

Mere Nonnestenpikker!

                                 Twitchere (Nonnestenpikker), Strandby Havn, 30-11-2011

LFR og undertegnede tog på endnu et twitch i dag, onsdag den 30. november 2011.

Det var endnu en Nonnestenpikker, en 1k han, men denne gang i Strandby Havn ved Frederikshavn i Nordjylland, Dk!

Vi kørte fra Sandbyvej, Herlev kl. 9:40 - og med få pauser nåede vi Strandby Havn kl. 14:02 og Nonnestenpikkeren - ja, den var PP med det samme, idet den bl.a. sad og subsang samt fouragerede i havnen, men fløj senere ned på stranden syd for havnen.

Vi blev i havnen til kl. 15:35, hvorefter vi tog hjemad mod København – med en spisepause på Kildebjerg rasteplads på Fyn – og nåede Sandbyvej, Herlev kl. 20:55.

Et vellykket twitch var overstået og vi “landede” på 970 km. (!) og turens pris blev i alt omkring 1180 kr. (benzinpenge, brobizz, kost og snold).

Så er den Nonnestenpikker også betalt!

Se foto's herunder:


                           Nonnestenpikker 1k han, Strandby Havn, 30-11-2011

                           Nonnestenpikker 1k han, Strandby Havn, 30-11-2011