Viser opslag med etiketten Smør- og Fedtmosen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Smør- og Fedtmosen. Vis alle opslag

fredag den 12. januar 2018

Fuglelivet i Herlev lokalområde's moser





Herunder beskrivelser af specielt fuglelivet i Herlev lokalområde's fugle- og naturområder, nemlig Smør- og Fedtmosen, Sømosen og Kagsmosen, som alle delvis hører ind under Herlev Kommune.
Med link til seneste fugleobservationer i DOFbasen.

Frank Desting
Herlev – år 2017


Smør- og Fedtmosen

Beskrivelse:
Smør- og Fedtmosen er et større fredet område med småsøer, omgivet af mark- og engarealer (Kildegårdens jorder) syd og øst for mosen, gennemløbes af Tibberup Å - og er beliggende i Herlev og Gladsaxe Kommune.
Søerne i mosen er dels resultat af tørvegravning (1. og 2. verdenskrig), dels af egtl. anlægsarbejde siden 1960.
De senere år er der foretaget naturgenopretning og naturpleje i mosen, eksempelvis oprensning af de tilgroede områder. Yderligere er der opsat et fugletårn i Smørmosen. På markerne - omkring Kildegården (Naturcenter) - drives økologisk landbrug med afgræsning af kreaturhold.



Fuglelivet:
Området har et varieret dyre- og planteliv; der er registreret omkring 200 forskellige fuglearter gennem tiden, hvoraf ca. 50 arter yngler årligt; bl.a. 2-3 lappedykkerarter, en hel del andefugle og vandhøns - og, ikke mindst masser af sangfugle. Af mere fåtallige ynglefugle ses bl.a. Spurvehøg, Musvåge, Rørhøg, Tårnfalk, Vibe, Skovskade, Gøg, Natugle, Sanglærke, Stor Flagspætte, Sumpmejse, Halemejse, Pungmejse, Træløber, Grå og Broget Fluesnapper, Stillits, Dompap og Kernebider. Herudover har ynglet landets måske næststørste Sjagger-koloni nær mosen. Denne koloni er dog de aller seneste år reduceret væsentligt, således at der nu kun yngler enkelte par Sjaggere i mosen.

Forår og efterår ses et betydeligt antal trækfugle over (eller raster i) mosen; det drejer sig bl.a. om hel del rovfugle som f.eks Musvåger, Hvepsevåger, Spurvehøge, - men også mere fåtallige arter ses årligt; Rød Glente, Duehøg, Fjeldvåge, Fiskeørn, Blå Kærhøg, Rørhøg, Lærke- og Dværgfalk, og - med lidt held - ses Vandrefalk. Selv Kongeørn, Lille Skrigeørn og Havørn er set over mosen få gange. Traner ses også årligt over mosen, primært om foråret - ifm. megen østenvind - kan pæne flokke passere mosen. Af småfugle trækker og raster mange forskellige arter; på - og over Kildegårdens jorder ses et betydeligt antal pibere, Gule Vipstjerter, lærker, svaler, drosler, Stenpikkere og Bynkefugle - samt flere tusinde finker etc. Selve fugletrækket ses bedst fra det højtliggende Klausdal eller omkring Kildegården. Hvis trækket svigter er der altid en hel del rastende småfugle i selve mosen.

Om vinteren er Duehøgen en årlig gæst med 1-2 ind., udover 3-6 faste Musvåger, af og til Fjeldvåge og Blå Kærhøg.

Enkelte år ses endvidere overvintrende Rørdrum.

Visse år ses invasion af Sjagger, Vindrossel og Silkehale - samt mange småfugle, - bl.a. mange farvestrålende finker. Herudover forefindes i udkanten af Fedtmosens nordvestlige hjørne, en overvintringsplads for Skovhornugler, som pr. 2010 er begyndt, at yngle i området.


Omkring 400 arter af højere planter er truffet i området, heriblandt flere sjældne arter, f.eks Gul Bartsie (som tidligere var anset for forsvundet fra landet - og i øvrigt af Dansk Botanisk Forening blev kåret som "årets fund" på Sjælland 1999!


Observationssteder:
Fugletårn opført i Smørmosen. Desværre nu (foråret 2009) brændt ned til grunden.

Nyt fugletårn opført i Smørmosen foråret 2012.


Husk!
Hunden skal føres i snor. Der er mulighed for at hunden kan slippes løs i en del af Træbanken.


Se seneste fugleobservationer fra mosen:




Sømosen

Beskrivelse:
Sømosen er en lille bynær fredet mose, beliggende i Ballerup og delvis Herlev Kommune. Mosen var tidligere kraftigt tilgroet, men op gennem 80´erne blev der via Ballerup Kommune foretaget omfattende naturgenopretning, hvor der blev genskabt store åbne vandflader samt øer og holme, hvor fuglene kan yngle i fred for ræve og hunde. Sømosen afvander gennem Sømose Å til Harrestrup Å, der udmunder i Kalveboderne. Der forefindes et fugletårn i mosens sydøstlige hjørne, ligesom der i mosens nordøstlige hjørne ligger en bådebro som er en glimrende udkigspost.


Fuglelivet:
Sømosen er efter genopretningen i 80erne blevet en rigtig lille oase med et rigt fugleliv. Udover den store Hættemåge-koloni yngler hele 3 lappedykker-arter (Lille Lappedykker, Toppet Lappedykker og Gråstrubet Lappedykker, tidligere også Sorthalset Lappedykker) samt mange andefugle (Knopsvane, mange Grågæs, Gråand, Krikand (?), Skeand (?), Taffeland og Troldand). Desuden yngler her adskillige vandhøns (Vandrikse, Grønbenet Rørhøne og Blishøne). Af vadefugle ses ynglende Vibe og Lille Præstekrave. Fjordterne ses fouragerende hele sommeren og yngler også. Spurvefuglene er bl.a. repræsenteret ved ynglende Gøg, Nattergal, mange sangere (Rørsanger, Kærsanger, Munk, Havesanger, Tornsanger, Gærdesanger, Løvsanger og Gransanger), Gærdesmutte, Jernspurv, Grønirisk og Rørspurv. Det største "trækplaster" for fuglekiggere er nok ynglende Pungmejse, arten har dog desværre ikke ynglet i mosen de senere år, men ses af og til om forået.

Forår og efterår er Sømosen en glimrende rast- og træklokalitet; andefugle såsom Grågæs og diverse ænder (bl.a. Atlingand, Krikand, Spidsand, Pibeand, Knarand og Skeand) kan iagttages, af rovfugle ses et pænt antal Musvåger, færre Hvepsevåger - samt fåtallige trækgæster som Rød Glente, Duehøg, Fjeldvåge, Havørn, Blå Kærhøg, Rørhøg, Fiskeørn (ofte fouragerende) - og med lidt held Dværg- og Vandrefalk. Der er endda noteret både Sort Glente og Steppehøg trækkende over mosen. Spurvehøg og Tårnfalk kan iagttages hele året. Rørdrum er iagttaget enkelte gange. Ved østenvind kan endvidere iagttages trækkende Traner. Også mange vadefugle ses rastende i mosen i træktiden (Strandskade, Vibe, Lille Præstekrave, Hvidklire, Svaleklire, Tinksmed, Mudderklire, Dobbeltbekkasin og - af og til Skovsneppe). Desuden ses Svartbag og Sildemåge og endda Rovterne af og til. Af spurvefugle raster og trækker en hel del lærker, pibere, Gule Vipstjerter, svaler, drosler og finker i og over mosen. Skægmejse træffes af og til, Rødstjert, Bynkefugl, Stenpikker, Grå og Broget Fluesnapper, Rødrygget Tornskade samt Lille og Stor Gråsisken ligeså og en raritet som Drosselrørsanger har gæstet mosen et enkelt år.

I vinterhalvåret kan bl.a. iagttages Fiskehejre, en hel del andefugle; Knopsvane, Grågås, Trold- og Taffeland, undertiden Krikand, Skeand og Stor Skallesluger - samt ved kuldefremstød fra nord trækkende Sangsvaner, Sæd- og Canadagæs, vandhøns (i frostperioder bl.a. Vandrikse fouragerende frit synlig på kloshold ved Sømose Å samt undertiden Enkeltbekkasin samme sted), Spurvehøg, Musvåge og Tårnfalk, af og til Fjeldvåge og Blå Kærhøg, undertiden Isfugl, Stor Flagspætte, Skovskade, Musvit og Blåmejse, undertiden Skægmejse, Sortmejse, Halemejse, Træløber, af og til Korttået Træløber, Fuglekonge, Gærdesmutte og Rødhals, visse år invasion af Sjagger, Vindrossel og Silkehale - samt mange farvestrålende finker (Kernebider, Grønirisk, Stillits, Grønsisken, Stor Gråsisken, Dompap, Bogfinke og Kvækerfinke).


Observationssteder:
Der forefindes et fugletårn i mosens sydøstlige hjørne, ligesom der i mosens nordøstlige hjørne ligger en bådebro som er en glimrende udkigspost.
Husk!
Hunden skal føres i snor.


Se seneste fugleobservationer fra mosen:



Kagsmosen

Områdebeskrivelse:
Kagsmosen er en lille fredet mose, beliggende i Københavns Amt (delvis Rødovre og Herlev Kommune) bestående af tørvegrave, rørsump, kanaler, åbent vand og parkarealer - i øvrigt helt omgivet af by.
Der er alt i alt registreret omkring 200 forskellige fuglearter og omkring 435 forskellige højere plantearter i mosen.



Fuglelivet:
Af ynglefugle ses bl.a. Lille Lappedykker og undertiden Gråstrubet Lappedykker, en hel del andefugle, - f.eks Knopsvane og Grågås, visse år Troldand, Musvåge, Rørhøg, vandhøns og mange forskellige spurvefugle; Gøg, Stor Flagspætte, Skovskade, Sumpmejse (?), Halemejse, Sjagger, Nattergal, Rødstjert (2010), - af egentlige sangere Rørsanger, Kærsanger, Munk, Havesanger, Gærdesanger, Løvsanger og Gransanger. Gærdesmutte, Jernspurv, Stær og Rørspurv yngler også fast i mosen. Tidligere år har den relativt sjældne Pungmejse ynglet i mosen. På Vestvolden op til mosen eller i selve mosen yngler ofte Spurvehøg.

Korttået Træløber er konstateret ynglende fra år 2012.

Forår og efterår er Kagsmosen en udmærket lokalitet for rastende og trækkende fugle; andefugle såsom Grågås, Krikand, Skeand, Trold- og Taffeland, af rovfugle en del Musvåger og færre Hvepsevåger, Spurvehøg, af og til Rød Glente, Duehøg, Fjeldvåge, Havørn, Fiskeørn, Blå Kærhøg, Rørhøg og Dværgfalk, også Traner passerer årligt mosen, af vadefugle ses bl.a. Vibe, Mudderklire, Dobbeltbekkasin, Skovsneppe, af spurvefugle bl.a. Sanglærke, svaler, pibere og drosler - samt undertiden Skægmejse, Stenpikker og Bynkefugl, Grå og Broget Fluesnapper, diverse sangere, Fuglekonge og en hel del finker.

I vinterhalvåret er der ofte en hel del andefugle; bl.a. Knopsvane, Krikand, Troldand - samt undertiden Stor Skallesluger, Fiskehejre, vandhøns, af rovfugle ses Spurvehøg og Musvåge, visse år Duehøg, herudover en hel del spurvefugle, eksempelvis Stor Flagspætte, Skovskade, Halemejse, Træløber, Gærdesmutte og Rødhals, undertiden Isfugl og Vandstær - samt en hel del drosler - og visse år pæne flokke af Silkehale. De senere år har også kunne træffes Korttået Træløber i mosen. Desuden træffes diverse finker såsom Bogfinke, af og til Kvækerfinke, Dompap, Grønirisk, Grønsisken, Stor Gråsisken, Kernebider og Stillits.

Ligeledes kan man om vinteren med fordel besøge den til fods nærliggende lokalitet Harrestrup Å, Islev, hvor især stykket mellem Brunevang og motorvejen kan opvise både Isfugl, Vandstær og Bjergvipstjert!

Husk!
Hunden skal føres i snor.


Se seneste fugleobservationer fra mosen:
https://dofbasen.dk/search/result.php?design=table&soeg=soeg&periode=antaldage&dage=10&omraade=lokalitet&hiddenlok=101240&obstype=observationer&species=alle&sortering=dato









søndag den 13. maj 2012

Svampetur i Smør- og Fedtmosen 13/5 2012


Søndag den 13/5 2012:

                         Turleder Henrik Mathiassen, Smørmosen, 13-05-2012

I dag afholdte Foreningen til Svampekundskabens Fremme svampetur i Smør- og Fedtmosen med Henrik Mathiassen som turleder samt undertegnede + yderligere 12 deltagere.

                     Vellugtende Læderporesvamp, Smørmosen, 13-05-2012

                     Vellugtende Læderporesvamp, Smørmosen, 13-05-2012

Der blev høstet en del forskellige svampe og vi benyttede også lejligheden, til at studere bl.a. fuglelivet og floraen nærmere.
Fuglemæssigt var her både en ad. han Rørhøg rastende samt hele 3 Nattergale syngende i Smørmosen – den ene frit synlig! - samt de almindelige sangere incl. Havesanger.
Floristisk fandt vi – til stor lykke for nogen! – bl.a. planten Bleggul Kulsukker, men kun med ét blomstrende eksemplar.
Der var dog flere blade af arten...

                                Bleggul Kulsukker, Smørmosen, 13-05-20012 
                           
Herudover var her bl.a. både Alm. Guldnælde og Have-Guldnælde samt Krybende Læbeløs i blomst.
Af sommerfugle fløj Aurora og guldsmeden Grøn Smaragdlibel fandt vi også ét individ af samt 2 stk's Hybrid-Sumpsvirreflue!
Turen startede i øvrigt fra Værebro kl. 10 og sluttede ved 13-tiden.
En dejlig tur :-)
Turens obs. er bl.a. indtastet på DOFbasen (fugle og sommerfugle), Fugle og Natur (planter, svampe, insekter) og Danmarks svampeatlas (svampe).
Yderligere foto's fra turen kan ses via. mit Picasa Webalbum – se under Naturfotos 2012 og Diverse Lokaliteter 2012.


                                              FtSF i Smørmosen, 13-05-2012

                                               FtSF i Smørmosen, 13-05-2012

fredag den 6. april 2012

Så fik jeg min Fiskeørn!

Langfredag den 6/4 2012:

Smør- og Fedtmosen.

Lille lokaltur til Smør- og Fedtmosen i dag gav bl.a. 1 Rød Glente trk. NV kl. 09:59, 1 Duehøg trk. NØ kl. 10:00 samt (endelig!) 2 Fiskeørne trk. NØ (begge over Smørmosen hhv. kl. 10:11 og 10:16) !!!

Øvrige obs. fra turen kan ses af DOFbasen.

Nb. Et Egern hoppede rundt og Japansk Hestehov blomstrer nu med en pæn bestand i Smørmosen.

                                           Egern, Smørmosen, 06-04-2012

                                           Egern, Smørmosen, 06-04-2012

                                 Japansk Hestehov, Smørmosen, 06-04-2012

onsdag den 15. februar 2012

Rørdrum i Smørmosen!

Onsdag den 15/2 2012:

I dag var jeg på en lille formiddags solo-tur i Smør- og Fedtmosen, primært for at kigge lidt fugle og fotografere det nye fugletårn i Smørmosen.

                                        Fugletårn, Smørmosen, 15-02-2012

Mosen var is- og snedækket, men da jeg kom til Tibberup Å's udløb i Smørmosen var der en meget lille våge, hvor der stod en Fiskehejre - jeg gik et par skridt mere – og nu stod der pludselig også en Rørdrum!!!
Forsigtigt gik jeg lidt tættere på og fotograferede den med mit lille Fuji-kamera, men så løb den ind og forsvandt bag åen.
Jeg gik nu op i fugletårnet og efter lidt tålmodig venten kom Rørdrummen atter frem i sollyset og spankulerede frit rundt og fouragerede i lang tid, det var en meget fin obs.!

                                          Rørdrum, Smørmosen, 15-02-2012

                                         Rørdrum, Smørmosen, 15-02-2012

Jeg meldte den bl.a. ud på DOFcall S, for at andre skulle have muligheden for at komme og se den.
Der er nok en god chance for at se den de kommende dage på stedet, god tur!
Nb. Der foreligger fra tidligere år iflg. DOFbasen blot omkring 10-12 observationer af Rørdrum fra Smør- og Fedtmosen, så den er så absolut en ganske sjælden gæst!
Ps. For cirka en uges tid siden var den iflg. privat mail fra Erik set ved Tibberup Å nær Lilleholm i Smør- og Fedtmosen.
PPs. Dagens obs. er indtastet i DOFbasen og flere foto's kan ses via mine Fuglefoto's 2012 i mit Picasa Webalbum.

lørdag den 19. november 2011

Herlevs naturområder


                                           Smørmosen, 20-06-2006
 
I mange år, ja – siden min pure ungdom - har jeg fulgt Herlevs naturområder og registreret fugle, fauna, flora og funga i områderne som indeholder tre større moser, nemlig Smør- og Fedtmosen, Sømosen og Kagsmosen som alle har en del beliggende i Herlev Kommune.
Jeg er desuden blevet Dansk Ornitologisk Forenings repræsentant i Herlev Kommune.
Tidligere år lavede jeg rapporter over mosernes fugleliv mm, men efter at DOFbasen er kommet til, er der næppe det store behov for disse, da man i DOFbasen under de forskellige lokaliteter kan se samtlige observationer af hver art af fugle mm gennem tiderne.
Fugleobservationer (samt pattedyr og padder & krybdyr og en del sommerfugle) er indtastet på DOFbasen, anden fauna samt flora og funga er indtastet på F&N og funga er indtastet på Danmarks svampeatlas osv.
Jeg prøver på – såvidt muligt – at komme på de forskellige lokaliteter i Herlev lokalområde mindst en gang om ugen.
Yderligere info om Herlev lokalområde kan i øvrigt ses af min hjemmeside, hvor jeg har nogle underpunkter om dette.

                                        Kildegårdens jorder, 20-11-2005