Viser opslag med etiketten Danmarks svampeatlas. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Danmarks svampeatlas. Vis alle opslag

fredag den 6. juni 2025

Skagen Maj 2025

 

Skagen Maj 2025

                                     Obs. fra Nordstrand, Skagen, foto: Frank Desting

Skagen, Nordjylland -

Maj 2025


Leif Frederiksen (LFR), Steen Højmark-Jensen (SHJ) og jeg Frank Desting (FDE) var på fugletur i Skagen - og startede turen i Herlev torsdag den 22. maj kl. 08:32 og afsluttede turen i Herlev lørdag den 31. maj kl. 15:58.


Vi havde lejet et sommerhus i selve Skagen ved Skagen Strand, Strandklit 15.

Morgenmad, frokost og vand mv. sørgede vi selv for, indkøbt i diverse supermarkeder i Skagen by og tilberedt i sommerhuset, Strandklit 15.

                                     Udsigt fra sommerhuset, foto: Frank Desting

Aftensmad spiste vi hver dag på Spisehuset Skagen Sardinvej 7 i havnen.

Her fik vi gode og fyldige retter, fx. rødspættefilé, schnitzel eller skawbobøf med kartofler eller pommes frites til rimelige priser, 125 – 185 kr. pr. ret + vand.


                               Notater gøres i sommerhuset, foto: Frank Desting

Formålet med turen var, at opleve det store fugletræk der i perioder om foråret ses på Skagen af rovfugle, lommer og (eksotiske) spurvefugle mv.

Jeg havde inden turen forestillet mig, at kunne sidde på terrassen til sommerhuset og se fugletrækket derfra, når vi ikke var på trækobs. på fx. Nordstrand og/eller Saftevandsbakken mv.

Grenen fravalgte vi bevidst, selvom det er der, de fleste fugle bliver set..

Og så havde jeg håbet på 1 (eller måske 2) helt nye fuglearter på vores ophold i Skagen.

Det skulle vise sig ikke at blive tilfældet, da vejret desværre ikke artede sig så godt i hele perioden med en del byger/regn og vinden var jævn til frisk i vestlige hjørner i hele perioden, hvor den burde være i øst for godt træk.

Derfor kørte vi også nogle længere ture uden for Skagen nogle af dagene, fx. var vi i Hirtshals, Lille Vildmose, Vejlerne, Tranestederne, Jerup Strand og Mølklitten ved Råbjerg Plantage.

Endvidere var formålet for mit eget vedkommende, at opleve megen anden natur, fx. pattedyr, padder og krybdyr, sommerfugle, planter, svampe, insekter mv.

Det sidste gik delvis i opfyldelse idet jeg fik en del nye arter og arter jeg ikke havde set i en årrække.

Jeg brugte dofbasens app. til indrapportering af de fugle samt pattedyr, padder og sommerfugle vi iagttog på turen, og jeg brugte Arter.dk's app. til indrapportering af planter, insekter mv. - samt svampeatlas' app. til rapportering af de forholdsvis få svampe- og lavarter jeg noterede på turen.


                     Hedepletvinge ved Mølklitten, Råbjerg Plantage, foto: Frank Desting


Vi stod dagligt meget tidligt op (ved 3-4 tiden) og kørte forholdsvis tidligt ud om morgenen (ved 6:30-tiden) og gik de fleste dage tidligt i seng om aftenen (omkring 9-tiden).

Aktivitetsniveauet var derfor ganske højt alle dagene, og man kunne godt føle sig noget træt om aftenen efter udflugterne.


Fuglemæssigt kom vi op på i alt hele 143 arter på hele turen, heraf en hel del årsarter, og flere ædelarter, men ingen helt nye arter.

Vi brugte birdalarm og dofbasen for at orientere os om fuglene og SHJ havde meldesystemet Zello tændt, på i hvert fald sidste halvdel af turen.

Vi fandt ud af at Zello faktisk er et must når man er på Skagen, for birdalarm bruges desværre ikke meget heroppe!

Desværre missede vi en NFL (ny fugleart for landet) i form af en Cettisanger, der blev ringmærket ved Kabeltromlen kl. 7 om morgenen den 27/5. Vi var desværre ikke helt klar fra sommerhuset da udmeldingen kom tidligt om morgenen, og kom først til stedet efter at Cettisangeren var blevet sluppet!

Den blev i øvrigt aldrig genfundet!


                            2k Kongeørn over Hulsig Hede, foto: Steen Højmark-Jensen

Af de trods alt gode oplevelser vi havde skal nævnes:

23/5 2025: Fin Pomeransfugl på kloshold ved Kandestederne!

Nordstrand, Skagen: 3 på Zello udmeldte Spækhuggere fra Grenen genfandt vi et stykke ude fra Nordstand og så dem fint!

24/5 2025: Flot udmeldt 2k Kongeørn over Hulsig Hede.

26/5 2025: Fin obs. af endnu en of. 2k+ Kongeørn over Saftevandsbakken!

1 Natravn lyste op på vejen i billygternes skær sent aften ved Tranestederne!

Efterfølgende 1 Natravn hørt kortvarigt spillende i Skagen Klitplantage.

28/5 2025: 1 udmeldt 2k han af Lille Fluesnapper set og hørt synge ved Nordstjernevej-Nordlysvej-kvarteret i Skagen.

De 2 stationære Toplærker set omkring Lidl i Hirtshals Havn!

En sydvesttrækkende Skestork set fra matriklen, Strandklit 15.

29/5 2025: 1 Vagtel på vejen, set fra bilen ved Jerup Strand!

Desuden 1 stk. Gråbåndet Bredpande og megen anden natur her ved Jerup!

31/5 2025: Mølklitten, Råbjerg Plantage: En 2k+ hun Steppehøg trk. NØ (fundet af LFR) - samt 2 stk's Hedepletvinge efter tip, ny art for os alle!


                       Pomeransfugl ved Kandestederne, foto: Steen Højmark-Jensen

Personligt brugte jeg i alt cirka 7300 kr. på hele turen, der dækkede egen del af lejet sommerhus (kr. 4000), benzinpenge (kr. 1166) og brobizz (kr. 134) - samt besøg på restaurant + diverse indkøb i supermarkeder (i alt cirka 2000 kr.).

Vi fik kørt i alt 2332 km.

For turens gennemførelse takkes SHJ og LFR for godt kammeratskab og god kørsel.

Desværre kom der en del uoverensstemmelser os imellem på især sidste halvdel af turen, og det kunne til tider være noget belastende, at gå op og ned af hinanden i så lang tid, i så mange dage...


Turprogram med udvalgte obs., noter!


Torsdag den 22/5-2025


Udrejsedag.

Afgang fra Herlev 08:32.

Afhentning af SHJ på Amager kl. 09:20.

Skærup kl. 11:45 (frokoststop).

Gudenå rasteplads kl. 13:30 (kort stop).

Aalborg kl. 14:14.

Sæby rasteplads (kort stop).

Jerup kl. 15:18 Novasol (afhentning af sengelinned).

Strandklit 15 Skagen kl. 16:02 (sommerhus).

Indkøb af proviant i Super-Brugsen.

Spisehuset Skagen (aftensmad).

Strandklit 15 Skagen (aftenobs. og i seng).


Fredag den 23/5-2025


Strandklit 15 (op kl. 03:00 og lidt morgenobs. fra matriklen).

Skagen Havn.

Kandestederne med bl.a. Trane 1 par med 2 juv., Canadagås x Bramgås 1 hybrid, Pomeransfugl 1 (på kloshold!), Sortstrubet Bynkefugl 1 han.

Troldkær (Råhede Enge) med 2 Pomeransfugle.

Højen Fyr: Havobs. eftermiddag med fx. 2 Mallemuk.

Skagen Havn.

Fyrvej, Skagen.

Saftevandsbakken.

Nordstrand, Skagen med Alm. Kjove (lys fase), Mallemuk 1 og Spækhugger 3 ad. fou.!

Skagen Havn: Tejst negativ.

Spisehuset Skagen for aftensmad.

Strandklit 15 (i seng).


Lørdag den 24/5-2025


Strandklit 15 (op kl. 04:00). Lidt morgenobs. fra terrassen med bl.a. 1 sy. Karmindompap (hørt).

Nordstand, Skagen med pauk. Rørdrum, 3 Traner, 5 trkf. Rød Glente, 5 Hvepsevåger NØ, 155 Musvåger NØ, 2 imm. Havørne trkf., 1 Dværgfalk NØ, 1 Sortkrage NØ.

Strandklit 15 (frokost).

Hulsig Hede for udmeldt 2k Kongeørn, som vi så flot kredse over heden og forsvinde bag yderste klitrække!

Lodskovvad.

Gårdbogård Plantage.

Skram.

Tversted Søerne.

Skagen (indkøb i Supermarked).

Spisehuset Skagen (aftensmad).

Strandklit 15 (rapportering via. App i DOFbasen og i seng).


Søndag den 25/5-2025


Strandklit 15 (op kl. 04:45, morgenmad).

Tur til Lille Vildmose, Mellemområdet og Birkesø (udmeldt Hvidvinget Terne fra gårdsdagen desværre negativ!), men mange Sorthalset Lappedykker, 3 ad. Sangsvaner, 2 Traner og en Ræv med gæsling i gabet.

Lillesø, Lille Vildmose.

Tofte Sø, Lille Vildmose: Krondyr 1.

Retur til Skagen.

Spisehuset Skagen (aftensmad).

Strandklit 15 (tidligt i seng).


Mandag den 26/5-2025


Strandklit 15.

Nordstrand, Skagen (morgenobs.): Bl.a. Sort Glente 1 trkf., Rød Glente 14 trkf., Hvepsevåge 14 trk. NØ, Havørn 3 imm. trkf., Blå Kærhøg 2 NØ, Rørhøg 1 2k han fou.

Skagen By (skulky Ringdrossel hun i privat have (formand for DOF Egon Østergårds have!).

Saftevandsbakken (trækobs.) med 3 of. Sølvhejrer, 1 2k+ Kongeørn of., Trane 1 of., Topmejse 1 rst.

Skagen By med en syngende Husrødstjert han ved OK tanken!

Spisehuset Skagen (aftensmad).

Strandklit 15.

Aftentur til Tranestederne, hvor vi så en Natravn på vejen i billygternes skær og efterfølgende hørte en spill. Natravn i Skagen Klitplantage.

Strandklit 15 (i seng efter midnat!).


Tirsdag den 27/5-2025


Strandklit 15.

En via. Zello udmeldt (NFL) ny art for landet, nemlig Cettisanger som blev ringmærket og sluppet kl. 07:00 ved Kabeltromlen kom vi desværre lidt for sent til!

Udflugt til Vejlerne, med 5 Sølvhejrer, 14 Klyder, 1 Stor Kobbersneppe, 5 2k Dværgmåger, 2 Traner ved Bygholm Vejle, Midtsø.

Ved Kogleaks 2 Sølvhejrer, 6 Rørhøge, 6 ad. Sortterner og 1 Bomlærke.

Afslutning ved Han Vejle.

Tilbage til Skagen.

Spisehuset Skagen (aftensmad).

Strandklit 15 (tidligt i seng).


Onsdag den 28/5-2023


Strandklit 15 (op kl. 04:45, morgenobs.).

Nordstrand, Skagen: Sløjt træk, men 3 Rødrygget Tornskade og sy. Karmindompap!

Ved Nordstjernevej-Nordlysvej-kvarteret kørte vi på en 2k Lille Fluesnapper, som vi så og hørte synge fint!

Vi tog herefter til Hirtshals og besøgte Hirtshals Havn, hvor vi så de 2 stationære Toplærker samt en sy. Husrødstjert og efterfølgende de ynglende Rider på Hirtshals Havn.

Tornby Klitplantage.

Grenen, Skagen.

Spisehuset Skagen (aftensmad).

Strandklit 15 (1 Skestork trk. SV!).

Tidligt i seng.


Torsdag den 29/5-2023

Kristi Himmelfarts Dag


Strandklit 15 (op kl. 03:45).

Højen Fyr (havobs. med bl.a. mange Mallemukker, Rider, Tejst samt både flere Rødstrubet og Sortstrubet Lom.

Jerup Strand og Enge med en fin (set!) Vagtel på vejen og megen 'anden natur'!

Besøg på Skagen Fuglefestival ved Det Grå Fyr.

Saftevandsbakken (trækobs.).

Skagen Havn (med 4 Tejst, 1 ad. Rovterne og Spættet Sæl, men ingen Middelhavsmåge).

Spisehuset Skagen (aftensmad).

Strandklit 15 (i seng kl. 20:40).


Fredag den 30/5-2023


Strandklit 15 (op kl. 03:55).

Skagen Havn (med 5 Tejst, men udmeldt Gråmåge negativ).

Grenen, Skagen (kort stop).

Mølklitten (Råbjerg Plantage): Sortstrubet Bynkefugl ad. han med udfløjen juvenil,

Skagen (en udmeldt Turteldue/Østlig Turteldue desværre negativ!).

Saftevandsbakken.

Spisehuset Skagen (aftensmad).

Strandklit 15.


Lørdag den 31/5-2023


Hjemrejsedag.

Strandklit 15 (morgenobs. og nedpakning til hjemturen mod København).

Mølklitten, Råbjerg Plantage, hvor LFR opdagede en nordøsttrækkende 2k+ hun af Steppehøg!

Vi havde fået tip om, at der skulle flyve den i Dk sjældne sommerfugl Hedepletvinge på lokaliteten og vi fandt også 2 eksemplarer, som var ny art for os alle! :-)

Horsens S (frokoststop).

Storebæltsbroen kl. 14:12.

Herlev (hjemme igen kl. 15:58, efter at have sat SHJ af på Amager).


                                   Toplærke i Hirtshals, foto: Steen Højmark-Jensen


Fugleliste


(Komplet artsliste over de 143 fuglearter vi noterede på hele turen i tidsrummet 22/5 – 31/5 2025)


1) Sortstrubet Lom

2) Rødstrubet Lom

3) Toppet lappedykker

4) Gråstrubet Lappedykker

5) Sorthalset Lappedykker

6) Lille Lappedykker

7) Mallemuk

8) Sule

9) Skarv

10) Rørdrum

11) Sølvhejre

12) Fiskehejre

13) Skestork

14) Knopsvane

15) Sangsvane

16) Canadagås

Canadagås x Bramgås (hybrid)

17) Bramgås

18) Grågås

19) Gråand

20) Knarand

21) Pibeand

22) Skeand

23) Gravand

24) Troldand

25) Taffeland

26) Sortand

27) Ederfugl

28) Toppet Skallesluger

29) Havørn

30) Kongeørn

31) Musvåge

32) Hvepsevåge

33) Spurvehøg

34) Rød Glente

35) Sort Glente

36) Rørhøg

37) Blå Kærhøg

38) Steppehøg

39) Vandrefalk

40) Dværgfalk

41) Tårnfalk

42) Fasan

43) Vagtel

44) Trane

45) Vandrikse

46) Rørhøne

47) Blishøne

48) Strandskade

49) Vibe

50) Stor Præstekrave

51) Strandhjejle

52) Pomeransfugl

53) Dobbeltbekkasin

54) Stor Kobbersneppe

55) Rødben

56) Brushane

57) Klyde

58) Alm. Kjove

59) Svartbag

60) Sildemåge (Nordsøsildemåge)

61) Sølvmåge

62) Stormmåge

63) Dværgmåge

64) Ride

65) Hættemåge

66) Sortterne

67) Splitterne

68) Rovterne

69) Fjordterne

70) Havterne

71) Dværgterne

72) Alk

73) Lomvie

74) Tejst

75) Klippedue (Tamdue)

76) Ringdue

77) Tyrkerdue

78) Gøg

79) Natravn

80) Mursejler

81) Stor Flagspætte

82) Toplærke

83) Sanglærke

84) Digesvale

85) Landsvale

86) Bysvale

87) Skovpiber

88) Engpiber

89) Gul Vipstjert

90) Hvid Vipstjert

91) Rødrygget Tornskade

92) Stær

93) Skovskade

94) Husskade

95) Allike

96) Råge

97) Sortkrage

98) Gråkrage

99) Ravn

100) Gærdesmutte

101) Jernspurv

102) Sivsanger

103) Kærsanger

104) Rørsanger

105) Gulbug

106) Havesanger

107) Munk

108) Tornsanger

109) Gærdesanger

110) Løvsanger

111) Gransanger

112) Skovsanger

113) Fuglekonge

114) Lille Fluesnapper

115) Grå Fluesnapper

116) Stenpikker

117) Sortstrubet Bynkefugl

118) Husrødstjert

119) Rødhals

120) Nattergal

121) Ringdrossel

122) Solsort

123) Sangdrossel

124) Misteldrossel

125) Topmejse

126) Blåmejse

127) Sortmejse

128) Musvit

129) Skægmejse

130) Gråspurv

131) Skovspurv

132) Bogfinke

133) Dompap

134) Kernebider

135) Grønirisk

136) Grønsisken

137) Stillits

138) Tornirisk

139) Gråsisken

Lille Gråsisken

140) Karmindompap

141) Bomlærke

142) Rørspurv

143) Gulspurv



Pattedyr


1) Hare

2) Ræv

3) Spættet sæl

4) Krondyr

5) Rådyr

6) Spækhugger



Krybdyr og Padder


1) Hugorm (SHJ)

2) Butsnudet frø

3) Spidssnudet frø



Dagsommerfugle


1) Gråbåndet bredpande

2) Stor Kålsommerfugl

3) Grønåret Kålsommerfugl

4) Citronsommerfugl

5) Lille Ildfugl

6) Alm. Blåfugl

7) Dværgblåfugl

8) Hedepletvinge

9) Okkergul Pletvinge

10) Okkergul Randøje


Obs. af fugle fra hele turen via. DOFbasen kan ses via. dette link.


Obs. af pattedyr fra hele turen via. DOFbasen kan ses via. dette link.


Obs. af padder fra hele turen via. DOFbasen kan ses via. dette link. 


Obs. af sommerfugle fra hele turen via. DOFbasen kan ses via. dette link. 


Obs. af 'anden natur' fra hele turen via. Arter.dk kan ses via dette link. 


Obs. af svampe, laver mv. fra hele turen via. Danmarks Svampeatlas kan ses via. dette link.



Frank Desting

Herlev

Juni 2025


                                           Det Grå Fyr, Skagen, foto: Frank Desting

Link til en Rapport fra tidligere tur til Skagen Maj 2009 af LFR og FDE!


 







onsdag den 30. oktober 2024

Mine svampejagtmarker Store Hareskov

 

Mine svampejagtmarker

Store Hareskov

(Tekstversion).

På Sjælland er der mange gode steder man kan samle svampe, men generelt er

der mere tætbefolket end i Jylland. Dette betyder også, at man ofte skal bevæge

sig længere væk for at finde svampene. Specielt hvis man bor i København kan der

være et stykke ud til svampeskovene. Et af de gode steder er Hareskovene, som ligger

ude mellem Værløse og Bagsværd, og det er samtidig et af de få steder der let kan nås

med offentlig transport. Mange mennesker samler da også svampe i Hareskoven. I

sæsonen ses jævnligt mange mennesker, fx. østeuropæere og asiatere på svampejagt,

ofte råbende til hinanden og bevæbnet med kniv og svampekurv. Det giver en helt speciel stemning i efterårsskoven. Hareskovene er en del af et større sammenhængende skovområde, som mod nord

fortsætter i Nørreskoven og mod øst i Frederiksdal skov. Hareskovene dækker fire-fem

forskellige skovområder der dog udgør et sammenhængende hele med fælles præg. Det

er klassisk bøgeskov, men der er også en del områder med gran. Store

Hareskov er det område de fleste forbinder med navnet Hareskov. Det afgrænses mod

vest af Fægyden og mod øst af Hillerødmotorvejen. Området gennemskæres af

Hareskovbanen.

Træerne er høje rette bøgetræer samt granplantager hist og her. Skovbunden er de fleste

steder ret artsfattig, men flere steder har opgivelse af dræning øget forekomsten af

vådområder og der er nu en række småsøer og mindre moser med ganske interessant

plante- og dyreliv. Generelt er arealerne meget varieret og byder på både skov og

overdrev/græsmarker. Så der er rig mulighed for at få en rigtig god spadseretur samtidig med

svampejagten.

Stierne er udlagt i klassisk stjerneform der vidner om at området i tidligere tider var

kongeligt jagtområde, hvor man bl.a. praktiserede parforcejagt. Skoven drives primært

med henblik på rekreative værdier. I midten af skoven er nu en stor rydning kaldet Sletten

hvor der af og til (f.eks. på Skovens dag) foregår forskellige aktiviteter, og der er også

bålpladser.


Årets gang i Hareskoven

Selv begyndte jeg at frekventere Hareskoven så småt i år 2003.

Senere, i årene 2009 til 2013, øgede jeg mine antal af ture til Hareskoven ifm.

at atlasundersøgelsen via. Danmarks Svampeatlas blev gennemført.

I dag kommer jeg stadig i Hareskoven, gerne flere gange om måneden, bl.a. i forbindelse med de månedlige svampeture som Ole Terney via. BioNyt har arrangeret i en årrække. Jeg registrerer de svampe jeg finder på Danmarks Svampeatlas og bruger fortrinsvis svampeapp'en som hjælper med at bestemme de forskellige arter. Igennem årene har jeg registreret 568 forskellige arter,

heraf 8 rødlistede i Hareskoven. I alt er 1124 svampearter registreret, heraf 59 rødlistede arter.

Langt de fleste fund er dog ganske almindelige svampearter, herunder fine spisesvampe

som Bleg kantarel, Alm. kantarel, Sommer-rørhat, Spiselig rørhat (Karl Johan), Foranderlig skælhat, Stor trompetsvamp, Tragtkantarel, Kruset blomkålssvamp og mange, mange flere.


Januar starter ofte med, at vi finder Krølhåret pragtbæger, og i februar dukker Alm.

sortbæger op. Marts måned 'giver' oftest Udbredt stenmorkel, gennem april og maj

måned er der som oftest ikke det helt store, men lidt 'forårsarter' kan altid findes.

I juni måned kommer så de første Bleg kantarel, Sommer-rørhat og diverse skørhatte og gennem juli måned Sommer-østershat og de første Spiselig rørhat (Karl Johan).

August, september og oktober er de måneder der findes det største svampeflor i

Hareskoven, hvis der er kommet tilpas med regn, og kurvene bugner af mange

forskellige arter. Gennem november og december finder vi ofte Foranderlig

skælhat, Alm. østershat og Alm. judasøre.

Man kan gå mange forskellige ruter i Hareskoven. Selv har jeg omkring 3-4 relativ faste ruter, alle med udgangspunkt fra Hareskov Station.

En af de klassiske er at gå nordvest af Borgmosevej helt op til Syvstjernevej og af Syvstjernevej (langs Hillerødmotorvejen) mod øst til Grønnevej og herefter sydøst af Grønnevej til Gammel Jagtvej ved Femstjernen (og evt. en lille afstikker af Sorte Spor), og så vest af Gammel Jagtvej, retur til Hareskov Station.

På denne tur kommer man både igennem klassisk, højstammet bøgeskov og granplantager, blandskov med bøg, eg, birk, lærk og gran samt skovmoser med i sæsonen et rigt svampeflor.

I området lige ved Hareskov Station findes fx. et mindre pilekrat med Krølhåret pragtbæger og på bøgestubbe i nærheden af stationen har jeg truffet de rødlistede arter Børstepigsvamp, Sortskællet mørkhat og Gylden grynskælhat. Også Blågullig slørhat og Mos-muslingeskål (begge rødlistede arter) er noteret her. Af spisesvampe kan man i sæsonen finde mængder af Foranderlig skælhat på bøgestubbene, men pas på! Den dødeligt giftige Randbæltet hjelmhat findes også netop her! Både Sommer-østershat og Alm. østershat har bl.a. mycelier ikke langt fra Hareskov Station og i pilekrattet med Krølhåret pragtbæger er der også et fast mycelium af Alm. judasøre.

I granplantagerne på højre hånd oppe af Borgmosevej findes der et område med den specielle Alm. sortbæger og i netop dette område har jeg også truffet den rødlistede Klokke-tørhat på én bestemt granstub.

I denne og nærliggende granplantager kan man også finde store og flotte Spiselig rørhat (Karl Johan) og udmærkede spisesvampe som Brunstokket rørhat og Gran-mælkehat.

I bøgeskoven, der ligger på begge sider af stien lidt længere oppe af Borgmosevej kan også findes et mylder af specielt mykhorrizasvampe, herunder mange forskellige knoldslørhatte, den gule variant af indigorørhat (Gul indigorørhat) og fine spisesvampe som Spiselig rørhat (Karl Johan) samt til tider store forekomster af Stor trompetsvamp mv.

På strækningen Syvstjernevej til Grønnevej og Grønnevej til Gammel Jagtvej kan også træffes mange forskellige svampearter, og netop i krydset Syvstjernevej/Grønnevej findes et fældet parti af granskov med mange nedbrydere, herunder Udbredt stenmorkel på granstubbene næsten hvert år i sæsonen.

På denne strækning har jeg også fundet endnu et årligt mycelie af Krølhåret pragtbæger på pil i granskov.

Hvis man tager en lille afstikker fra Gammel Jagtvej mod øst af Sorte Spor kan ses et fast mycelium af Kruset blomkålssvamp der gror ved foden af et par ældre grantræer, gerne sent på året.

I dette område af Sorte Spor kan man også fine fine Tragt-kantareller.

På vejen retur til Hareskov Station af Gammel Jagtvej ligger nogle smukke skovmoser.

I dette område har jeg bl.a. truffet den sjældne og rødlistede Purpurstokket slørhat, som kun én gang tidligere er truffet i området, nemlig helt tilbage i 1941 iflg. 'Postmester Jensens lister'!

Arter som Bleg kantarel og (i mindre omfang) Alm. kantarel og forskellige indigorørhatte samt honningsvampe kan man finde flere forskellige steder i skoven.

De ovennævnte arter er blot et lille udpluk af Hareskovens artsrigdom på svampeområdet.

Der henvises til diverse søgninger på Danmarks Svampeatlas for udtømmende liste(r).


Af rødlistede arter i Hareskoven har jeg selv (ud af

59 forskellige) truffet disse 8:

Chromocyphella muscicola- mos-muslingeskål (VU)

Hericium cirrhatum- børstepigsvamp (VU)

Hericium coralloides- koralpigsvamp (NT)

Psathyrella maculata- sortskællet mørkhat (VU)

Xeromphalina campanella- klokke-tørhat (EN)

Flammulaster limulatus- gylden grynskælhat (VU)

Thaxterogaster porphyropus- purpurstokket slørhat (EN)

Thaxterogaster croceocoeruleus- blågullig slørhat (NT)



torsdag den 21. oktober 2021

Mine svampefund ved Gentofte Sø & Brobæk Mose (Insulinmosen)

Pholiota cerifera i Brobæk Mose (Insulinmosen)
I det sene efterår (november) 2018 begyndte jeg, at frekventere Gentofte Sø & Brobæk Mose (Insulinmosen), for at studere fuglelivet og fungaen mv. Tidligere havde jeg blot været på lokaliteten en gang i februar 2008 (hvor jeg i øvrigt rapporterede min første svamp for området, nemlig Rødmende Læderporesvamp (Daedaleopsis confragosa)) - samt nogle gange i vintrene 2002 – 2006 (for at se fouragerende Vandrikser). Den egentlige grund til jeg begyndte at komme på lokaliteten i november 2018 var, at jeg via. Svampeatlas havde noteret mig, at der var to meget sjældne svampearter, som jeg aldrig havde set tidligere nogen steder. Det drejede sig om skælhatten Pholiota cerifera (intet dansk navn) og Gylden Grynskælhat (Flammulaster limulatus). Jeg mødte dengang ofte mykologen Tobias Bøllingtoft ved søen og i mosen, og han fortalte mig de nøjagtige steder, hvor svampene havde mycelier. Men desværre var det for sent på året, da svampene var gået til, men det afholdt mig ikke for at fortsætte med at komme på lokaliteten. Skælhatten Pholiota cerifera fik jeg så året efter, altså i oktober 2019 og Gylden Grynskælhat (Flammulaster limulatus) fik jeg så i august 2021 anvist af Thomas Vikstrøm. Også Tagrørs-huesvamp (Mycena belliae) var en af specialiteterne på stedet, og den fik jeg hurtigt på listen det aller første år! Siden da har jeg fulgt fungaen ved søen og i mosen og det er blevet til rigtig mange noterede arter og fund, grundet de mange forskellige naturtyper i området, fra sumpskov i mosen til engarealer, løvskov, parkområde, græsplæner og søbredder mv. Her følger et link til egne fund og arter via. Svampeatlas. Via. linket kan ses 'resultat i liste', 'galleri', 'resultat på kort' og en egentlig 'artsliste'! Det bliver spændende at følge fungaen de næste år og se hvad der dukker op af spændende 'ting og sager'. Frank Desting Herlev Oktober 2021

søndag den 11. marts 2018

Min svampeinteresse


Min svampeinteresse

Foranderlig Skælhat, Store Hareskov

Min svampeinteresse startede – sammen med min generelle naturfascination af specielt fugle – da jeg var ganske ung i slutningen af 70'erne og starten af 80'erne, inspireret af hr. S. H. Stensig fra 'Kagsmosegruppen' (en gruppe af ornitologer og naturinteresserede, der i 70'erne resulterede i en bog om Kagsmosens fugle mm.).

De første år noterede jeg blot, ved siden af fuglene, de svampe der voksede i lokalområdet, fx. Kagsmosen, Vestvolden, Damhussøen, Kongelunden, Jægersborg Dyrehave mv.
Jeg husker fra dengang i Kagsmosen, at der voksede en årlig heksering af Kæmpe-Tragtridderhat (Aspropaxillus giganteus), og at S. H. Stensig viste mig eksemplarer af Kløvblad (Schizopyllum commune) på Vestvolden, som han dengang mente var sjælden.

Jeg husker også blandt andet en fascinerende oplevelse, da jeg og en barndomsven, en dag i Kongelunden på Sydvestamager, efter megen regn, oplevede et helt fantastisk svampeflor, med nye arter for os overalt!
Dét var imponerende og gjorde et stort indtryk på mig...

Vi brugte dengang Illustreret Svampeflora af Lange samt Mykologisk Ekskursionsflora af Ferdinansen og Winge til at identificere svampene med.

Senere kom der flere bøger til, og den hidtil 'bedste' bestemmelsesbog er vel Danmarks Svampe ved Jan Vesterholt, som jeg primært bruger i dag.
Der skulle være yderligere to værker på vej ifm. atlasprojektet, og dem glæder jeg mig meget til.

Jeg bestemmer udelukkende svampene makroskopisk og min artsliste er i dag på knap 600 forskellige arter, alle godkendte fund på Svampeatlas.dk.

I forbindelse med Svampeatlas startede i starten af 0'erne optrappede jeg min søgen efter svampe, gerne i Store Hareskov, da det var nærliggende, og i øvrigt alle de steder jeg samtidig kiggede på fugle.

Min første egentlige tur med foreningen (FtSF) var til Fortunens Indelukke den 12/11-2013,
hvor vi blandt andet fandt den dengang meget sjældne Krusblad (Plicatura crispa), som jo de senere år har spredt sig til hele landet.
Har siden været med på en hel del andre ture med foreningen, primært dog den faste, månedlige tur i Hareskoven med Ole Terney og Tobias Bøllingtoft, som de primære ledere, men også en del andre ture rundt omkring.

Nogle år primo-medio 0'erne kørte jeg rundt på forskellige lokaliteter, decideret efter svampe, sammen med Henrik Mathiassen, hvilket fx. bragte os til Lolland efter sjældne arter, som fx. Safrangul Pragtporesvamp (Aurantiporus croceus) ved Løgnor mm.

                                                Safrangul Pragtporesvamp, Løgnor

Henrik Mathiassen er en dygtig mykolog, med speciel interesse og kundskab i poresvampe.
Henrik har de senere år sat mig yderligere ind i svampenes forunderlige verden, og vist mig en masse spektakulære fund rundt omkring i den danske natur, og tak for det!

Jeg har også selv fundet en del fine fund, herunder kan fx. nævnes Vellugtende Læderporesvamp (Trametes suaveolens) i Smørmosen (april 2006), Stor Silkehat (Leucoagaricus americanus) i Kagsmosen (juli 2016) og Jadebæger (Caloscypha fulgens) i Smørmosen (marts 2017).

                                                       Stor Silkehat, Kagsmosen

Svampene vil fortsat blive fulgt og flittigt rapporteret på atlas, hvor jeg til dato har over 5500 registreringer, fordelt på 597 forskellige arter!

                                                            Jadebæger, Smørmosen


Frank Desting
Herlev
Marts 2018

lørdag den 24. oktober 2015

Felttræf 2015


                                    Birders på Skallingen

12-15 oktober 2015:
LFR og jeg kom hjem i går aftes (15-10-2015) fra et ganske udmærket felttræf 2015 i Sydvestjylland, hvor vi boede på Danhostel Ribe og foretog udkørsel derfra, til de forskellige hits.
Vejret var domineret af sol/skyer, temperaturer omkring 8-11 grader C, let-frisk nordøstenvind og perioder med byger og let regn.
Der blev måske ikke fundet det helt store, men vi havde mange fine oplevelser med fuglene og naturen, dog blev det desværre ikke til nogle nye ar
ter, som vi måske havde håbet lidt på.
Bedste arter var nok Amerikansk Fløjlsand ad. han (fundet og udpeget af Rasmus Strack, tak for det!) og Brilleand ad. hun, begge rastende ud for Blåvand-/Hvidbjerg Strand.
Herudover en del specialiteter som fx. Nordisk Lappedykker, Sølvhejre, Kortnæbbet Gås, Sibirisk Vandrefalk (calidus) - (bestemt af Klaus Malling Olsen), Enkeltbekkasin, Bjerglærke, Topmejse, Sortstrubet Bynkefugl, Grønlandsk Stenpikker, Hvidbrynet Løvsanger, Rødtoppet Fuglekonge, Lapværling og meget andet godt!
Alt i alt kom vi op på over 100+ forskellige fuglearter på de fire dage, men der er ikke udarbejdet en komplet artsliste...
Vi fik også set 'Sort Sol' ved Ribe Østerå, de mange flotte krondyr ved Grærup Langsø og jeg fik samlet lidt svampe til Svampeatlas.
Det sociale var også helt i top, vi mødte mange bekendte birdere rundt omkring, og fik en sludder for en sladder!
Alt i alt rundede vi de 1233 km. på de fire dage og jeg brugte i alt knap 4000 kr. på 'det hele', herunder enkeltværelse med bad og toilet på Danhostel Ribe + sengelinned og morgenmad, kilometerpenge, brobizz, forplejning (mad på restaurant, sandwichs, drikke, snold mv.).
Tak til LFR for en rigtig fin tur!


                                               Ribe By (udsigt fra vandrehjemmet)

fredag den 24. februar 2012

Ny tur til Nordsjælland!

Fredag den 24/2 2012:

                                   Fugletårn, Alsønderup Engsø, 24-02-2012

Vi var atter på halvdagstur til Nordsjælland i dag, denne gang lagde vi ud ved Bækkebro (ved Ramløse Å), men her var desværre ikke meget, at se på...
Herefter tog vi op til Melby Overdrev, her var heller ikke mange fugle, men til gengæld fik jeg noteret nogle kendte, men ganske sjældne svampearter i klitterne!
Vi sluttede af ved Alsønderup Enge og Nejede Vesterskov (Alsønderup Engsø), hvor vi gik ud til fugletårnet og retur, her var en del forskellige, men mere almindelige fugle (og lidt flere svampearter!).
Jeg vil ikke remse op hvilke arter vi havde på vores tur i dag, for vores fugleobs. kan som vanligt ses af DOFbasen og svampene på Danmarks svampeatlas.
Næste tur bliver på søndag den 26/2-12, hvor der er heldagstur til Tissø og omegn med Gladsaxe Fuglegruppe!

torsdag den 8. september 2011

Danmarks svampeatlas

 – internetstedet hvor du kan bestemme, diskutere, indlægge
og søge oplysninger om fund af danske svampe

Kortlægning af Danmarks svampe
"I de kommende fem år skal der ske en kortlægning af Danmarks svampe. Projektets overordnede formål er at samle og forøge vores viden om svampenes udbredelse og økologi i Danmark og at gøre denne viden alment tilgængelig så grundlaget forbedres for at sikre svampenes beskyttelse.
Atlasprojektet udføres i et samarbejde mellem Statens Naturhistoriske Museum og Biologisk Institut, Københavns Universitet, Foreningen til Svampekundskabens Fremme og MycoKey. Projektet modtager rundhåndet økonimisk støtte fra Aage V. Jensens Naturfond. Forfattergruppen består af Jan Vesterholt (SNM), Thomas Læssøe (BI), Jens H. Petersen (MycoKey) og Jacob Heilmann-Clausen (FSF). Christian Lange (SNM) er databaseansvarlig.
Atlasprojektet skal omfatte alle Danmarks frugtlegemdannende basidiesvampe hvilket vil sige ca. 2700 arter. Sæksvampe er ikke omfattet af projektet, da vores taksonomiske grundviden om store grupper af sæksvampe endnu er for mangelfuld. Der kan dog indsamles data om alle danske svampe i forbindelse med projektet.
Der vil blive opbygget en database over danske svampefund. Databasen vil være tilgængelig på Internettet. Det er tanken, at der ved projektets afslutning skal udgives et trykt atlas i flere bind over basidiesvampe i Danmark. Allerede fra foråret 2009 vil man på Svampeatlas kunne finde nye bestemmelsesnøgler, der kan hjælpe med artsbestemmelsen.
Indtastning af oplysninger i databasen vil ske på Svampeatlas. Der vil være dokumentationskrav for mange arter i form af belæg og/eller fotos eller særlige oplysninger. Belagte indsamlinger vil som udgangspunkt blive anbragt på svampeherbariet, Københavns Universitet.
Startskuddet for atlasprojektets vil blive givet i forbindelse med Foreningen til Svampekundskabens Fremmes svampedag i København den 28/2-2009."

 Henrik Mathiassen med Silkehåret Posesvamp, Løgnor, Lolland, 15-08-2010

Følgende er, at læse på Svampeatlas hjemmeside og jeg deltager i projektet!
Jeg har siden mine helt unge år været fascineret af svampe ved siden af min fugleinteresse.
At opholde sig i skoven på en stemningsfuld efterårsdag med mange svampe kan være være yderst givende.
Blev "oplært" af den nu afdøde S.H. Stensig fra "Kagsmosegruppen" som havde en stor indsigt i både fugle, andre dyr, botanik og svampe.
Svampeturene foregår som oftest når det ikke helt er vejr til det store fugletræk, for min fugleinteresse er dog den primære og min svampeinterese den sekundære, men her om efteråret tager jeg ret ofte på ture til forskellige svampelokaliteter, hovedsagligt Hareskoven nord for København for, at registrere svampe. Ind i mellem tager jeg med den yderst svampekyndige Henrik Mathiassen (HM) på svampeture forskellige steder i landet og han viser mig gerne rundt på gode svampelokaliteter.
Har også tidligere deltaget i Foreningen til Svampekundskabens Fremme's ture til forskellige lokaliteter, men det sker ikke så ofte nu om dage.
Jeg har til dato (september 2011) indtastet 1773 atlasfund i alt på Svampeatlas (tidligere Mykomarathon), fordelt på 344 atlasarter og det er mit mål, at komme i "Klub 500"!